Glædelig jul og godt nytår!!

Så er datoen for min næste udfordring, mit næste bjerg fastlagt. Det bliver til juli 2012, hvor jeg vil prøve at bestige Europa´s højeste bjerg. Mere om det på min nye blog i det nye år.

Glædelig jul og godt nytår!!

Livestrong leder julekugle kalender 2011. Lavet af Shu Milne.

Ny udfordring og næste mål

Det har taget lidt længere tid, end jeg oprindeligt havde forstillet mig, at det skulle tage med at finde og melde et passende nyt mål ud. Bestigningen af Mt. Kilimanjaro har været et ønske og en drøm i længere tid, som nu er realiseret.

Eventyret og oplevelsen har ikke skræmt mig, snare tværtimod. Jeg bruger en del af det jeg har lært på turen i min dagligdag. At turde tage en risiko, at turde komme ud af min komfortzone, det er der jeg tror, at udvikling ligger. Dermed ikke sagt, at man altid skal ligge udenfor ens komfortzone og bestige et bjerg som jeg har valgt at gøre.

At melde ud omkring Kili-bestigningen var et stort skridt for mig. Tænk, hvis det nu ikke lykkedes. Hvad så? Hvad ville andre tænke osv. Dette var mit mål, min drøm og det at turde gå efter den har været vigtigt for mig. Selvfølgelig med hjælp og sparring fra meget kyndige mennesker.

Mit næste eventyr bliver geografisk lidt tættere på end Tanzania var. Vi forbliver i det europæiske denne gang.

Det er efter en del overvejelse, at jeg kan afsløre det næste bjerg jeg ønsker, at bestige er det bjerg der er afbilledet her på dette blogindlæg. Et rigtigt alpin bjerg. Det er ikke højere end Mt. Kilimanjaro, så ingen ny højde rekord. Derimod et nyt eventyr med nye udfordringer. En udfordring som kræver lidt mere end Kilimanjaro gjorde.

Exit Kilimanjaro og Tanzania for denne gang

Visum stempler fra Tanzania

Som lovet i min seneste blog kommer jeg lidt nærmere ind på hvad min næste udfordring bliver. Jeg kan sige, at min næste udfordring og eventyr med meget stor sandsynlighed bliver endnu et bjerg. Der skal researches lidt mere, inden jeg helt kan løfte sløret. Dette betyder ikke, at jeg er færdig med Mt. Kilimanjaro.

Mt. Kilimanjaro er et bjerg jeg gerne vil tilbage til på et tidspunkt. Tror ikke oplevelsen vil blive mindre anden gang, da jeg tror, jeg vil have mere "mentalt overskud" til at nyde turen, da jeg jo har været på toppen og kender udfordringen.

Jeg har dog nogen ting, jeg vil gøre anderledes næste gang og lært til næste bjerg bestigning, hvis jeg endeligt beslutter mig for en sådan. Et par tynde indersokker under vandresokkerne til, at forbygge vabler og finde et alternativ til sportstape, da jeg ikke kan tåle limen.

Research til min næste udfordring har bestået af:

Hvilken fysisk form skal jeg i? Til det spørgsmål har jeg fået at vide, at det bliver mere fysisk krævende end min Kili-tur, men jeg vil dog nå at akklimatisere til højderne. Så der trænes forsat i et forsøg på at holde formen.

Derudover hvad kræver turen af grej og personligt udstyr?! Sidst men ikke mindst har jeg fået at vide for ganske nyligt, at området stadigvæk er farligt. Det kommer fra en god bekendt, som oprindeligt kommer fra landet. Så det kommer også med i mine overvejelser, om det overhoved er realistisk og sikkert.

Lidt tanker og måske også et nyt fremtidig mål

Det er med en lidt underligt fornemmelse, at sidde her en måneds tid efter hjemkomsten fra Mt. Kilimanjaro. Jeg kigger stadigvæk på mit diplom, som hænger på min væg med mit navn på hvor der står, at jeg har nået toppen. Lidt ubegribeligt nogen gange.

Den første uge gik med, at pleje mig selv. Som jeg har nævnt tidligere på bloggen havde jeg vabler, ømme knæ og lidt hævede fødder. Derudover oplevede jeg en generel træthed i kroppen, som varede en god uges tid.

I forløbet op til afrejsen har jeg været så fokuseret på forberedelsen og selve oplevelsen/bestigningen har været så intens, at jeg sad med en lidt tom fornemmelse efter at have gennemført projektet. Alt den tid jeg havde investeret og så var hele forbi så hurtigt. Hvad nu?!

Jeg kan nu afsløre, at jeg arbejder på en ny udfordring. Det skal dog ikke bare være for udfordringens skyld, men også noget jeg virkelig gerne vil. Måske det bliver et bjerg mere. Jeg er ikke blevet skræmt, snarer tværtimod, og har helt sikkert mod på mere bjerg og eventyr. Så pt. researches der på et muligt nyt eventyr.

Men mere om min nye udfordring i min næste blog.

Derudover er jeg blevet spurgt om hvem de personer som jeg har valgt, at dedikere min Kilimanjaro bestigning til er. Min mor og Cal er, to personer som har tabt kampen mod kræft og Jack kæmper mod kræft på 4. år. 

Refleksion

Jeg er nu sådan for alvor kommet hjem fra Kilimanjaro.

Hverdagen kalder. Dog har jeg haft tid til, at reflektere lidt over en intens fysisk og grænseoverskridende mental, men smuk oplevelse.

Jeg håber, at alle er kommet godt hjem. At bærerne, kokken og guiderne har fået slappet lidt af og i fuld gang med, at samle kræfter til næste bestigning af Kilimanjaro. Mine tanker går også til ass. guide David, som blev syg på bjerget, og måtte forlade os på vejen mod toppen. Håber han er blevet behandlet og at det ikke var malaria.

Han har i øvrigt det mest fantastiske smil, du nogen sinde har set.

Trætheden sidder stadigvæk lidt i kroppen. Vablerne er blevet bedre og ømheden i knæene er næsten helt aftaget. Tilbage er kun endnu et par dage på Malarone, en masse minder og billederne, der skal sorteres. Rejsen mod målet har bestået af hård fysisk træning og med en stor mængde Hu-ahh! Dette kulminerede så med en kæmpe oplevelse i de skønneste naturomgivelser.

En ven skrev dette til mig inden afrejse. "The mountains are the playground of the gods, and they let us visit sometimes" på dansk "bjergene er gudernes legeplads som de giver os lov, at besøge engang imellem." En sætning, jeg virkelig tror på efter denne bestigning under perfekte vejrforhold.

Indenfor 48 timer efter igen at have dansk jord under fødderne, blev jeg spurgt om hvad mit næste mål er og hvilket bjerg jeg så skal forsøge at bestige? Til det spørgsmål kan jeg sige, at det har jeg ikke taget stilling til endnu. Jeg er ydmyg over, at have fået lov til, at komme i audiens hos Mount Kilimanjaro, Afrika´s tag. En af de 7 højeste bjerge på jordens 7 kontinenter.

Rejsen frem mod målet. Sidste del.

Fotograf: Jakob Urth

Til aftensmaden sidder jeg og prikker til maden. Har næsten ingen appetit, så jeg kæmper for bare, at få lidt ned i maven. Derefter beslutter jeg mig for, at trække mig tilbage til teltet for at slappe lidt af, samle kræfter i mine ben, som på det tidspunkt føltes godt brugte allerede og forsøger på, at få noget søvn i bare 3-4 timer, inden vi bliver vækket kl. 22:30 og der bliver tid til en kop te inden afgang mod toppen kl. 23:30.

Desværre får jeg ikke sovet i de 3-4 timer. Min hvilepuls ligger, såvidt jeg husker på 112 slag/min. Dvs. langt langt over normalen. Da vi får besked på, at nu er det tid til, at komme ud af teltene har jeg besluttet mig for at have 4 lag tøj på overkroppen og 3 lag på benene.

På overkroppen har jeg en langærmet Icebreaker uld baselayer, en tyk fleecetrøje, en ultra let dunjakke 850+ og en skaljakke med foer yderst. På benene har jeg et par Icrebreaker 200 lange uld baselayer, plus et par ekstra Icebreaker 260 i nummeret større, så de kan trækkes udenpå det første par og til sidst et par Gore-tex skalbukser, som holder vinden ude.

På fødderne har jeg et par Icrebreaker uld vandresokker i mine støvler, på hænderne et par the NorthFace handsker med foer og på hovedet en windstopper Haglöfs fleecehue og en pandelampe med helt friske batterier i. I dag ville jeg nok tag et par luffer med. Frøs faktisk lidt om mine fingre på natbestigningen mod toppen.

I min dagtursrygsæk har jeg 1 liter vand blandet med energidrink i en 1 l Nalgene drikke flaske, som ikke er fyldt helt til toppen, så vandet har mulighed for at bevægelse, så det ikke fryser helt til is. Jeg anvendte den, da den tåler kogende vand og holder tæt. Min 2 liter Nalgene drikkesystem med slange til anvendte jeg ikke til topbestigningen, da vandet fryser til is i slangen, hvis jeg glemmer at skubbe vandet tilbage i camelbaggen. Derudover havde jeg en del barer med i rygsækken, trial mix, solcreme, sunblocker til læberne og et par oakley solbriller. Inde på kroppen, i lommen på dunjakken har jeg en 0,5 l Nalgene flaske med energidrik, så den er nem at komme til og ikke fryser til, sammen med en energibar.

Kl. ca. 23:30 er der afgang. Jeg tror vi var nogen af de første som drog afsted mod toppen. Tempoet er helt naturligt "pole pole." På vejen kan jeg mærke at hovedpinen tager til, selvom jeg allerede før afgang havde taget en panodil og kvalmen sniger sig små småt ind på mig.

Vi bevæger os op mod toppen med en del pauser, hvor der bliver tid til lidt hvile, få tanket lidt op i form af energibarer og andet. Jeg har ingen appetit, men får efter råd fra Jakob alligevel klemt en energibar ned over to omgange sammen med lidt energidrik og en håndfuld trial mix, medbragt hjemmefra.

I 4.850 meter har vores ass. guider og chefguide overskud til at synge og optræde lidt for os. Det løfter lige humøret et par grader. Og jeg undrer mig stadigvæk i dag over den energi og det overskud de havde. Kæmpe respekt for dem!

I mens vi bevæger os meget langsomt mod toppen, bygger trykket sig inde i mig og ved 5.200 meter skal jeg kaste op. Den ene energibar og lidt energidrik, som det er lykkedes mig at få ned, kommer op igen og jeg har det elendigt. Kort efter at jeg har kastet op, får jeg det umiddelbart bedre, men jeg kæmper med træthed. Jeg er faktisk så træt, at jeg ønsker bare, at kunne få lov til at lukke mine øjne i bare 2 sekunder. Men guiderne insistere på, at vi ikke lukker øjnene.

På vejen kæmper jeg videre og jeg kan også høre, at jeg ikke er den eneste som må kaste op. Der er andre på bjerget, som også kæmper med højdesymptomer.

I pauserne kommer der opmuntring fra guiderne, turleder og de i gruppen som har overskud, det hjælper. Især Jesper i gruppen er en stor støtte. Han får sagt noget til mig, som får mig til, at grave dybt dybt inde i mig selv. Noget som giver mening for mig. To sætningen: "No u-turns" og "Eyes wide open." Begge sætningen forbinder jeg med Chris MacDonald, som har været en stor støtte for mig i hele dette forløb.

"No u-turns" er blevet brugt i min coaching og"Eyes wide open" er en sætning, som har en dobbelt betydning for mig. Selvfølgelig den første, om ikke at lukke øjnene bogstavlig talt. 

Fotograf: Jakob Urth

Kl. ca. 3 om natten, kan vi se frem til en kop varm te, at varme os lidt på, som guiderne har medbragt fra Barafu camp. Utroligt hvad en kop te i en porcelæns kop kan gøre på et bjerg midt om natten. Igen, en kæmpe overraskelse og helt utroligt hvad de gør for os.

Lige nu ser jeg bare frem til, at solen kommer frem, men der er lige et par timer til. Så der er fokus på bare, at tage et skridt af gangen. Jeg får kæmpet mig igennem trætheden og prøver, at anvende mine vandrestave aktivt til at hive mig op, med et let skub fra en af ass. guider engang i mellem. Armene er jo ikke blevet brugt ret meget på turen, så de kommer til hjælp nu. Alle fysiske og mentale ressourcer der findes bliver brugt på nuværende tidspunkt.

Kl. er lidt i 6 om morgenen, da vi når Stella Point, 5.748 meter på kraterkanten. Solen er endnu ikke kommet frem, og vi sætter os ned til et velfortjent hvil. Igen kommer guiderne med opmuntring, om vi alle når toppen. Ved Stella Point ser vi det mest fantastiske syn.

Solopgang 

Nu er der kun ca. en times vandring mod Uhuru Peak, det højeste punkt i Afrika. 5.895 meter. Solen er nu fremme og det løfter lige humøret mere end et par grader og stædigheden om ikke, at give op så tæt på, er stærk.

Glacier på vej op til Uhuru Peak

Kl. 7:00 den 2. august 2011 står jeg på Uhuru Peak, og en drøm er gået i opfyldelse. En blanding af følelser vælter helt ukontrolleret frem. Jeg registrere slet ikke, at min krop også reagerer fysisk på højden, udover træthed og lettelse. Jeg har nu været vågen i 25 timer.

Fotograf: Jakob Urth

Væske ophobning i mine hænder og mit ansigt pga. højden. Dette registrere jeg faktisk først på vej ned til Barafu camp i 4.600 meter, hvor der venter 1-1,5 times hvil og lidt forfriskning, inden der skal pakkes og vi bevæger os ned til Mweka camp i 3.100 meter. Der er det først rigtigt sikkert for os at sove.

Vi ankommer til Mweka camp sent eftermiddag, hvor der venter os te, kaffe og middag. Kl. 19:58 tirsdag aften ligger jeg i min sovepose og kan se frem til 10 timers søvn. Aldrig har jeg sovet så godt og dybt.

Sidste vandredag starter tidligt. Vi bliver vækket kl. 6 og vores tasker skal igen pakkes. Alt er total støvet og beskidt både indvendigt og udvendigt. Her til morgen er hele vores crew samlet: Bærerer, kok, ass. guides og chefguide. Der bliver delt drikkepenge ud, som Jakob heldigvis har pakket i kuverter til hver enkelt person. Derudover har vi i gruppen valgt, at donerer det vi nu kunne. Energibarer, energidrink, batterier, pandelygte, gaiters, drikkedunke og tøj blev fordelt primært til vores bærerer.

Der blev kvitteret med en sang, hvorefter der var en 3-3,5 timers vandretur ned gennem regnskoven til Mweka Gate i 1.980 meter. Der er vandrestave virkelig til hjælp. Især mine fødder var temmelig medtaget og hævet. Jakob havde delvist tapet mine fødder og tæer ind i sportstape på turen. I regnskoven fik vi let regn, ikke noget af betydning som sådan, bortset fra mudder op til knæhaserne på vores bukser. Ellers havde vi perfekt vejr med solskin og næsten ingen vind på hele turen.

Lidt væk fra Mweka Gate ventede vores minibus tilbage til Springlands Hotel i Moshi. Jeg tror vi alle så frem til et bad og den Kilimanjaro øl, vi havde talt om siden vi ankom til hotellet første gang.

På hotellet kunne man heldigvis købe klip klappere, selvom de mindste de havde var 4 nr. for store til mig, bruger normalt strørrelse 36, skulle jeg bare have dem til den nette sum af 3 dollars. Mine fødder var som sagt hævet og med vabler, så jeg kunne slet ikke overskue, at skulle have sko på eller forsøge på det. 

Om aftenen spiser vi på en restaurant udenfor vores hotel i byen Moshi, som vi bliver kørt ud til. Under middagen deler Jakob, Topas turleder diplomer ud til hver deltager sammen med en lille tale til hver af os. Efter middagen får vi mulighed for at smage på en lokal spiritus Konyagi. Det smager lidt som gin. Vi bliver hentet i minibus efter vores restaurant besøg og kørt tilbage til vores hotel.

Dagen efter checkede vi ud af hotellet, og tog på en lille Safari forsmag i en firhjulstrækker og for mit vedkommende stadigvæk iført mine meget for store lyserøde klip klappere, som først bliver skiftet ud i Kilimanjaro lufthavn til et par klipklappere i min størrelse, som jeg fandt i en af butikkerne.

En tur til Arusha National Park. En park uden rovdyr, så ingen løver, geparder, hyæner, men aber, giraffer, flodheste, flamingoer, zebraer osv. inden turen gik til Kilimanjaro lufthavn og en lang flyvetur hjem.

Hævelsen i mine fødder, hænder og ansigt er nu helt væk. Der er kun et par vabler tilbage, lidt støv under neglene stadigvæk, lidt ømme knæ og træthed i kroppen.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til, at takke Kristian, Anette, Jørn, Sidsel Marie og Jesper, I har været de bedste. Jakob, Topas turleder for nogle dybe samtaler og opmuntring. Bærerne og guiderne, I har min dybeste respekt. Og sidst men ikke mindst Chris MacDonald for, at have været min støtte igennem hele projektet.

Også tak til Martine og David fra Astma og Allergiforbundet.

1.000 1.000 tak til jer alle!!

Jeg har valgt, at dedikere bestigningen til min mor, Cal og Jack. 

Rejsen frem mod målet. Del 2.

Kili set fra Machame camp

Efter aftensmaden dukker Kilimanjaro toppen op af syne for første gang på vores tur. Det var været overskyet i Moshi, hvor vi har været, og vi har derfor ikke set bjerget endnu. Når jeg kigger tilbage på det, er jeg faktisk lidt glad for det. Efter at have hørt en reaktion fra en engelsk pige på hotellet, som skulle op på bjerget efter, at vi har kommet ned. Hendes første reaktion var "wow" efterfulgt af "I am terrified" eller jeg er rædselslagen på dansk efter at have set bjerget, som fylder så meget i landskabet.

Vi går relativt tidligt i seng, da vi skal op tidligt til endnu en vandredag og det er blevet koldt og stjerneklart. En super flot himmel med masser af stjerner, men dog ikke helt som vi kender den, da vi befinder os syd for ækvator.

2. vandredag starter med et solidt morgenmåltid. Kokken har sørget for en madpakke til os bestående af et hårdkogt æg, en bolle, en minibanan, en citrusfrugt, en pose peanuts og 200 ml juice. Der bliver delt mad i gruppen, som den gang i folkeskolen, bytte købmand. Udover det har han sørget for vand til os på hele turen, som er blevet kogt og filtreret, så vores sarte maver kan tåle det. Det er dagligt, at vi bliver sørget for på bedste maner. Der var ikke en dag, hvor vi selv skulle filtrere vandet, som vi var blevet orienteret om på det første formøde med Topas. Visse dage fik vi faktisk også varmt mad til frokost. Helt utrolig service! Målet for i dag er Shira camp i 3.660 meter. En fem timers vandretur som går i langsomt tempo "pole pole" som vores guider siger, da vi er oppe i tyndere luft og bevæger os ud af regnskoven. Astmaen har det helt fint, der er stadigvæk overskud og ingen højdesymptomer. Aftenen forgår lidt som aftenen før, med en lille balje med vand og et stykke sæbe til, at vaske hænder inden aftenmaden og briefing. Ikke at man bliver ret ren, da der er meget støvet og man bliver temmelig hurtig beskidt igen. Ellers bliver der renset hænder med Alcohol gel fra apoteket hjemmefra, som i princippet bare flytter lidt rundt på støvet, men dræber de fleste bakterier. Renseservietterne tager dog toppen af støvet.

I øvrigt lidt om toiletforhold i lejrerne. Toilettet består af et skur med et firkantet hul i gulvet, hvor man forsøger at ramme så godt man nu kan. 

Fotograf: Jakob Urth

3. vandredag går turen fra Shira camp i 3.660 meter til Baranco camp i 3.860 meter. En 6 timers vandretur, hvor nogen af os for første gang skal prøve kræfter med vandrestave og øvelsen i at bruge dem rigtigt. En ting, jeg kun kan anbefale at medbringe. Ikke så meget på opstigningen, hvor de kan være rare at have med, men helt sikkert på turen ned af bjerget. Der bliver man rigtigt glad for dem, eller det vil sige ens knæ bliver det.

Vi skal dog lige op og snuse lidt til højden, inden vi skulle ned til Baranco camp. Hele formiddagen fulgte vi en højderyg. Vi spiste frokost ved Lava Tower i 4.600 meter. I dag var det vigtigt, at holde en lang frokostpause for at vænne sig til den tynde luft. Jakob, Topas turleder havde et iltmæltnings apparat, pulsoximeter med, så vi alle kunne få målt vores iltmætning i blodet. Så vidt jeg husker lå min på 85, hvor jeg i Moshi havde en iltmæltning på 97 i ca. 800 moh. Målingen blev fortaget i vores frokostpause, efter vi havde været der et stykke tid.

Lava Tower i 4.600 meter

På vej ned til Baranco camp slog det mig, at jeg befandt mig på bjerget og jeg blev fuldstændig overvældet af følelser, så tårerne begyndte bare, at trille ned af kinderne. Jeg havde forberedt mig til denne udfordring længe og trænet målrettet frem til den og pludseligt var jeg der.

Baranco camp, hvad skal jeg sige om den, udover over at det er den flotteste camp af dem alle. En helt igennem fantastisk udsigt, med et vattæppe af skyer under os og udsigten til Baranco wall. En 250 meter høj væg vi skulle over næste morgen. Derudover havde vi faktisk tro et eller ej, til tider mobiltelefon dækning på alle camps. Det var dog lidt af den ustabile slags. Enten havde vi 5 pinde på signalet eller ingenting.

Baranco wall set fra Baranco camp

4. vandredag fra Baranco camp i 3.860 meter til Barafu camp i 4.600 meter over Baranco wall. Herefter går det lidt op og lidt ned til små vandløb. På strækning mellem Karangadalen og op til Barafu camp er der intet vand, så alt vand til aftensmad og øvrigt drikkevand skal bæres op. Vegetationen er nu ved at forsvinde og der er kun de nøgne, rå klipper og landskabet er nærmest ørkenagtigt. Vi er fremme ved Barafu camp sidst på eftermiddagen efter ca. 8 timers vandring.

Barafu camp i 4.600 meter

I 4.600 moh kan jeg mærke højdesymptomerne. Jeg har behov for lidt ekstra astma medicin og højdesymptomer som hovedpine, manglende appetit og lidt utilpashed melder sig hos mig. Iltmæltningen er nu på 79. I nat begynder topbestigningen.

Rejsen frem mod målet del 1

Onsdag morgen kl. 04:15 står jeg i Kastrup lufthavn efter en nat, hvor jeg ikke fik sovet meget og det jeg fik sovet var en lidt urolig søvn. Jeg er spændt og håber på, at jeg nu fik pakket alt det jeg gerne vil have med.

Heldigvis havde jeg checket ind hjemmefra dagen før online på computeren, så jeg skal kun have droppet min bagage af ved KLM skranken. I lufthavnen møder jeg så nogen af andre deltagere på turen. Heldigvis har vi mødt hinanden før på de to formøder med Topas og Chris MacDonald, så de er ikke helt fremmede.

For mit vedkommende skal jeg have noget at vågne op på, så det bliver et smut forbi Starbucks i terminal 2, hvor jeg får mig en dobbelt shot latte. Mig som ellers sjældent drikker kaffe, kan denne morgen ikke nøjes med grøn te.

Ved gaten dukker resten af vores 6 mands gruppe så op. Jeg kan se, at vi alle havde besluttet, at møde op iført vores vandrestøvler og en dagturs rygsæk.

Turen går nu mod Amsterdam i en Boing 737, som er vores første stop og derefter videre til Kilimanjaro lufthavn i en Boing 777. I Amsterdam Schiphol lufthavn får jeg lige tanket op med lidt morgenmad hos Starbucks, yoghurt med müsli, lidt frisk frugt og grøn te. Humøret er højt blandt os deltagere og der bliver talt lidt om praktiske ting, såsom pakkelisten, billeder til brug for visum, malaria piller, bloggen her osv. inden vi skal boarde flyet til Tanzania.

I Kilimanjaro lufthavn står Jakob, Topas turleder og venter på os. Efter vi alle har fået vores stempel i vores pas og er kommet af med 50 US dollars, som det koster at få visum. Ingen af os fik brug for de pasbilleder vi havde taget med. Og alle har heldigvis fået deres bagage i form af meget pæne og rene duffel tasker. Kommer tilbage til det senere. Hvorefter turen går mod Springlands hotel i byen Moshi i minibus. Da vi er ankommet sent er solen gået ned og da der er meget sparsomt med belysning på vejen mod hotellet er det svært at danne et indtryk af byen/landet udover, at de kører i den modsatte retning af hvad vi gør herhjemme i DK.

Et godt stykke efter, at asfaltvejen er ophørt og vi har kørt på en offroad vej kommer vi frem til hotellet. Et pænt hotel midt ude i ingenting med en stor sort port med en masai som vagtmand.

Springlands Hotel i Moshi set udefra.

Vi checker ind og skal bo i dobbelt værelse. Jeg kommer til at dele værelse med Anette, som bliver min roommate på hele turen. Det fungerede rigtigt godt.

Da jeg har været så fokuseret på turen på bjerget har jeg i kampens hede glemt, at lægge mærke til, at der er en dag inden vi skal på bjerget. En tur indtil Moshi by og det lokale markedet efter en formiddag med briefing af Jakob om omstyr/tøj og Machame ruten på bjerget (whiskey-ruten). En stor oplevelse at opleve markedet, og mulighed for at smage på lokale varer såsom, mini bananer og sukkerrør som Jakob havde sørget for, efter vi fik vekslet lidt dollars til schillings til brug for drikkepenge til vores crew på bjerget. 1 dollar = 1.550 shillings.

Om aftenen spiser vi mad sammen, ligesom vi kommer til at gøre alle de andre dage. En af deltagerne, Kristian har fødselsdag den dag vi tog afsted og Jakob har sørget for en overraskelse i form af en fødselsdagskage, som kommer ind på bordet sammen med en lille fødselsdags sang. Chris MacDonald sender også en fødselsdags sms til Kristian. Stort!

Første dag på bjerget. Aftenen forinden har vi pakket det vi skal have med på bjerget, og resten bliver opbevaret på hotellet i safety box og depotrum.

Vi står nu ved Machame gate i 1.800 meter over havoverflade (moh) og venter på at møde vores bærerer, vis sække bliver vejet ind. Vi har allerede hils på vores chefguide og ass. guides. Derefter venter der en ca. 4,5 times vandring gennem regnskov op til Machame camp. Vi kan se, at det har regnet en smule tidligere på dagen eller natten før, da der er en smule mudder på stierne. Men ellers tørt og solrigt vejr.

Bærer, chef guide Nicolaus og ass. guide David

Machame Gate

Ved Machame camp i 3.000 moh er bærerne allerede forlængst kommet frem. Vores telte er slået op og kokken er i fuld gang med madlavningen. Vi bliver mødt med te, kaffe, peanuts og kiks. Kan ikke helt huske om der også var popkorn den dag. Vi fik ihvertfald popkorn 3 eftermiddage på turen efter vores vandring.

3 mands telte med 2 deltagere i hver telt ved Machame camp

Fotograf: Jakob Urth

Aftenmaden består af 3 retter. Jeg kan næsten ikke tro det. En dagens suppe, hovedret og dessert efterfulgt af te og kaffe. Wow!! Efter maden briefer Jakob om morgendagens rute. Et ritual som gentager sig alle dage. 

Lidt drama til sidst

Chris taler om det vi skal passe på med, at sige til os selv.

Mandag eftermiddag blev jeg ringet op af Topas som beklageligt måtte meddele, at Chris ikke kommer til, at deltage på turen pga. sygdom. Han er blevet frarådet at deltage på bestigningen af sin læge. Der røg min mentale støtte, tænkte jeg som det første. Der skal ikke herskes nogen tvivl om, at jeg har sat min lid til Chris, skulle jeg få problemer. Nu ser det ud til, at jeg må klare mig med Topas´ turleder på denne tur.

Jeg har heldigvis fået en masse værktøjer, som jeg helt klart kommer til, at anvende på turen. Chris har forsikret mig om, at der er 3 faktorer, som kan spille ind vedr. min astma. 1) Fysisk anstrengelse. 2) Pollen. 3) Nerver.

1) Jeg er blevet testet hårdere i forbindelse med min fysiske træning, end den fysiske anstrengelse jeg kommer ud for på turen, og jeg har bestået, UG med kryds og slange. Så det skulle ikke blive noget problem.

2) Græs pollen kommer ikke til at spille nogen rolle, når vi kommer over en vis højde.

3) Nerver i forbindelse med det mentale, kommer jeg til at praktisere det Chris har lært mig. Såsom jeg kan, jeg vil og hu-ah.

Disse 3 faktorer har givet mig lidt ro og en tro på, at det nok skal gå alt sammen.

Jeg er dog super ærgelig over og ked af, at Chris ikke kan deltage på denne tur, men man er ikke herre over hvornår man bliver syg. Det kommer som regel altid på et dårligt tidspunkt.

Det ville have været så stort, at dele oplevelsen og forhåbentlig nå målet med Chris, som har været min store støtte gennem hele dette projekt og at skulle testes på denne måde, må jeg indrømme passer mig ikke helt. Føler mig lige nu lidt som en fugleunge der ikke er helt flyveklar, men skal ud og teste opdrift og måske stifte bekendskab med Newtons lov om tyngdekraft for første gang. Jeg vil helt sikkert have ham med i mine tanker op mod toppen og måske der i fremtiden vil blive mulighed for lave en bestigning med ham, hvem ved.

Nu venter jeg spændt med sommerfugle i maven. Har lige checket-ind fra min computer og i gang med at pakke alt det som pt. ligger i bunker. Glæder mig til en rejse og oplevelse jeg sent glemmer. Håber også at lære noget om mig selv, og måske endda flytte mine grænser for hvad jeg gik og troede jeg kunne og kunne ikke.

Tror ikke, at jeg kommer til at sove ret meget, men så bliver der muligvis en chance for en lur på flyet, når vi først er i luften og hvis vi ikke støder på lufthuller undervejs.

Så er det ved at være snart

Duffel taske, rygsæk, sovepose, vandrestave, drikkesystem, dunjakke, pandelampe, gaiters og liggeunderlag. Bare noget af det jeg skal have med.

I søndags fik jeg besked fra Topas om, at flybilletten nu kunne udskrives. Wuu-huu!!!

Ventetiden er nu snart ved, at være ovre og jeg er super spændt og nu med sommerfugle i maven. Det eneste er dog, at jeg ikke er specielt begejstret for at flyve. Det vil nok komme bag på mange, specielt dem som kender mit rejsemønster, men det er ude af min komfortzone hver eneste gang. Så det bliver min aller første udfordring, men da jeg ikke har nogen kontrol over det, prøver jeg at give slip.

Som jeg har luftet tidligere er jeg begyndt, at forsøgs pakke og checke at udstyret fungerer. Jeg fandt i mine gemmer et Therm-a-rest reparations kit, hvilket fik mig til at tænke, at det nok var en rigtig god ide, at finde ud om mit liggeunderlag holder tæt. Hvorfor skulle jeg ellers have et reparations kit?! Heldigvis ser det sådan ud efter, at den fik lov at ligge en halvdags tid pustet op. Py-ha! Derudover, har jeg også skulle have en kompressionspose til min nyerhvervet meget varme sovepose. Den pose som fulgte med soveposen fungerede simpelthen ikke for mig. Jeg brugte en masse kræfter på, at få den til at kunne være i posen, hvilket var en kamp. Og det vil nok se lidt mærkeligt ud, hvis jeg ikke kan pakke min egen sovepose ned, uden hjælp. Smiler. Så jeg gik efter en stor kompressionspose med straps syet fast på posen. Det kan jeg i øvrigt kun anbefale.

Træningen har i denne uge bestået af interval træning eller hu-ahh!! træning som jeg kalder det. Det bliver aldrig nogensinde min favorit træning, det kan jeg sige med sikkerhed, uanset hvor mange gange jeg træner det. Men formålet med intervaltræning er at forbedre konditionen - den maksimale iltoptagelse. Se tidligere indlæg for beskrivelsen af hu-ahh!!  http://astma-allergi.blogspot.com/2011/06/vilje-og-mal_11.html

Der har også været et lille bump på vejen frem mod afrejse. Mit knæ har været en smule irriteret, så det er blevet til et par dage uden træning, efter samråd med Chris. Vi ønsker på ingen måde nogen skader, så trænings strategien har været meget konservativ.

Da jeg også er lidt af et mad-øre, det kan jeg lige så godt indrømme, har jeg også fået kigget lidt på snacks. Min favorit müslibar skal nu købes ind, så de er med i rygsækken. Trial mix med mandler, valnødder, rosiner, tørret ingefær, blåbær og jordbær skal da også med på turen. Der kommer nok også lidt af det usunde med f.eks. Oreo kiks og mørk chokolade. Men alt med måde!

Nu er der snart kun en ting at sige. Turen går mod Kilimanjaro onsdag morgen og målet rykker væsentlige tættere på. 1000 tak for opbakningen og bloggen fortsætter efter hjemkomsten fra Tanzania.