Glædelig jul & godt nytår

2015 byder på nye mål og drømme. Tak fordi du/I læste med. Jeg er dybt taknemmelig.

Pas godt på hinanden derude.

Glædelig jul & godt nytår ønskes I alle!



Billede lånt fra internettet.

Jeg gjorde det. Del 3 og sidste

Min beslutning om at ligge sammen med Galloway gruppen bliver svær for mig. Jeg har utroligt svært ved at finde min egen rytme. Jeg hører alarmer på intervaller som jeg ikke har indøvet. Pludselig holder folk op med at løbe, de går, lige på slaget. Lidt efter hører jeg alarmerne igen og folk sætter i løb. Ca. 5 km inde i løbet kan jeg slet ikke finde ud af det, jeg træffer en ny beslutning, hvis jeg skal gå, bliver det ved hvert depot stop. Der er 25 depoter på ruten, ca. for hver mile (1.6 km) Maratonen er på 42.2km eller 26.2 miles. Jeg ved med mig selv at jeg kan løbe ca. 1,7 km uden at stoppe, og med det tempo jeg har sat, vil der stadigvæk være energi tilbage efter at have passeret halvmaraton mærket.

Jeg har sat min lid 100% på depoterne på ruten. Jeg har ingen væskebælte på eller geler med mig. Det skal senere vise sig til det event, at det ikke var helt den rigtige beslutning.

Da løbet er skudt i gang kl. 6:30 er solen endnu ikke stået op, så jeg nyder en faktisk solopgang tidligt ude på ruten, og bliver samtidigt varmet op, da jeg har stået og frosset inden løbet. Mens jeg løber hører jeg pludseligt et par som råber, at de ser en delfin. Jeg skynder mig at kigge ud på vandet og ganske rigtigt når jeg at få et glimt af en rygfinne inden den forsvinder ned i vandet igen.

Foto: solopgang mellem der løbes

Ved 10 km mærket, er alt godt. Tempoet er ok, føler faktisk at jeg kan blive ved. Jeg har besluttet at drikke ved alle depoter, da temperaturer hurtigt stiger, vand ved alle stop og Gatorade ved hvert andet stop. Jeg begynder at savne lidt energi i form af sukker, da jeg har hørt fra alle jeg kender, som har gennemført et maraton, at man skal indtage det tidsnok inden det er for sent. Først ved 10 miles mærket, er der geler, i form af mærket, GU. Jeg kender ikke GU, så jeg er lidt forsigtig med det, for lige at se hvordan min mave reagere på det. Det ser ud til at virke for mig, ingen problemer der. Kun smagen på den første gel er noget specielt, Vanilla Bean. Hmm. Men ned kommer den sammen med vand. 

Jabba the Hut fra Star Wars deler vand ud ved et af depoterne

Med udsigt til pelikaner på ruten

Solen er nu for alvor fået magt, varmen og luftfugtighed spiller nu en rolle. Mens, træningen har foregået i lange ærmer og tights herhjemme, er jeg i Florida. Min krop har ikke tilvænnet sig til træning/løb i det der minder om dansk sommer, op mod 24-25 grader i skyggen og med en relativ høj luftfugtighed, så jeg sveder og har det lidt med varme. Jeg hælder lidt vand ned over min ”Trick” løbe t-shirt. Det hjælper lidt.

Jeg når 21.1 km eller halvvejs. Jeg tænker at det er det længste jeg har løbet til et løb. Der er stadigvæk overskud.

Tilføj billedtekst

Nu er jeg snart på vej til ny personlig rekord, maraton. Jeg passere endnu et depot og fortsætter til omkring 26 km/16 miles mærket. Der hører jeg mit højre knæ poppe og jeg mærke en skarp smerte. Jeg må lige ned og gå og tænker, hvad var det.

Imens jeg går, prøver jeg at finde ud af hvad der skete. Jeg kan pt. ingenting se, så jeg forsøger at sætte i gang igen med løbet, men må forsøge at jogge i stedet, da jeg har meget ondt i knæet.

Det går kun i kortere tid med at jogge, indtil knæet gør for ondt, så må jeg ned og gå igen. Ved ca. 30 km mærket, må jeg indse at jeg simpelthen ikke kan løbe/jogge mere. Mit knæ gør nu så ondt og er nu hævet, at jeg bliver tvunget til at gå.

Der er langt hjem, 12.2 km har jeg endnu. Tankerne er mange, hvad nu?  Skal jeg fortsætte eller stoppe. Jeg vil ikke gøre skaden værre, men jeg kan nu godt tænke mig den super coole store medalje, og tanken om at have gennemført et maraton. Jeg beslutter mig for at så længe jeg kan gå, er vi stadigvæk i bevægelse fremad. Dog langt fra i det tempo jeg godt kan tænke mig. 

Jeg spørg ved hvert depot, om det er nogen som har Biofreeze, et smertestillende middel, som jeg kan få på mit knæ, men ingen har det eller siger at det har de ved næste depot.

Det sværeste for mig et det mentale, jeg ser mennesker passere mig, som jeg normalt ville kunne følge med eller endda passere, som jeg bare må lade komme forbi mig og se forsvinde ude i horisonten.

Med 5 km til mål er der en af mine meddeltager som får så ondt af mig. Han har hørt mig spørge efter det smertestillende middel og han kommer over til mig og siger, at jeg må få hans sidste Biofreeze gel. Han har haft 4 med til løbet og han skal nok komme igennem de sidste 5 km uden, siger han. Desuden ligner jeg en, som har mere behov for det end han har, siger han. Jeg takker mange gange og må se ham forsvinde ud i horisonten, jeg kan ikke følge med ham.

Endeligt nærmere jeg mig mål, jeg kan se den murstens belagte sti hen til mållinen, samtidigt ser jeg flere fotografer. Jeg beslutter mig for, at jeg ikke skal gå, når der er fotografer, så jeg bider tænderne sammen og sætter i noget der minder om løb, de sidste måske 100 meter. Det gør ondt, men tilskuerne hepper og kommer med opmuntrende ord. 

Jeg passer mållinen, og får hængt medaljen som halsen. Tiden bliver 6:24. Ikke det jeg gik efter. Rigtigt mange følelser kommer op, inden/mens jeg bliver behandlet i Medic-teltet, en stor pose is, får jeg på mit knæ.

Privat foto: Følelserne sidder ude på tøjet. Har lige passeret mål.

Foto: Mit officielle Finisher foto med en pose is på knæet

Jeg gjorde det. Jeg kom i mål inden den officielle cut-off tid på 7 timer.

Jeg gjorde det. Del 2

Jeg gjorde det. Del 2

Klokken er 2:45 om morgenen, søndag den 30. november. Vækkeuret på telefonen siger, at nu er det tid til at stå op. Min krop har slet ikke lyst. Og i et kort øjeblik fortryder jeg, at jeg har tilmeldt mig. Jeg vil meget hellere sove.

Men jeg kommer ud af sengen og forsøger at vågne. Da jeg ikke er den store morgenmads spiser lige ud af sengen, jeg skal lige have lidt tid til at vågne først, kæmper jeg lidt med tanken om min morgenmad. Den består af havregrød fra tankstationen i nærheden af hotellet, som bare skal have lidt kogende vand på og røres rundt i. Dog har jeg dagen før ved morgenmads buffeten på hotellet taget en banan og en lille pakke rosiner med op på værelset.

Det går lige at få noget havregrød ned, pyntet med lidt banan og rosiner. Jeg ved at jeg skal have mere at spise, så jeg kaster mig over min favorit RawBite bar, en bar jeg har taget med hjemmefra. Der er ingen grund til at spise noget, man synes bare er ok, hvis man er småt spisende så tidligt om morgen, så man kan lige så godt tage noget med, man kan lide. Baren bliver skyllet ned med en flaske blå Gatorade. Hellere ikke min favorit drink til morgenmad, men jeg overbeviser mig selv om, at det er for mit eget bedste.

Tøjet, jeg skal have på har jeg allerede lagt frem aftenen før. Det er blevet lidt af en tradition for mig at tage et billede at mit grej før race dagen. Så ingen store beslutninger der, bare på med det. 

Foto: Før race gear foto.

Kl. ca. 4 begynder de første shuttle busser at køre i pendulfart mellem officielle løbs hoteller og race site. Der er ca. 20-25 min kørsel fra mit hotel, Radisson til startområdet. På expo ´en har vi alle fået en race pose. En gennemsigtig pose, hvor alle vores ting vi ikke ønsker at tage med ud på ruten, skal lægges ned i, påklistret et nummer magen til startnummer, til senere afhentning. 

Indgang til Space Coast marathon Expo.

Nede i startområdet begynder det så småt at summe af liv. Jeg tænker, løbere må være A-mennesker. Alle virker relativt friske. Jeg er ikke, men jeg er der. Heldigvis er der lidt at se på i området, da temaet er ”Rummet”. Nogle er klædt ud til løbet, da der også gives en pris til bedste udklædning. Her er langt flere ”almindelige” mennesker end jeg har set til andre løb. Ikke så mange atleter lignede typer med kompressionstøj og sokker. Nogle kvinder har taget et tutu skørt på, med rumtema og farvestrålende hårbånd. Jeg er primært iklædt sort, med en x-bionic vest som bryder det sorte. Jeg selv ser nok lidt mere "europæisk" almindelig ud, dog med en undtagelse, jeg har to pulsure på, et på hvert håndled. Mit V800 og en hvid M400, jeg har fået lov at teste for Polar.  Men "europæisk" har jeg hørt fra rigtigt mange af mine Amerikanske venner, da vi elsker farven sort, hvad angår påklædning. Måske der kan være noget om det.

Foto: Lånt fra video link. Start området før starten.

Link til Space Coast Marathon 2014 video, hvis nogen er interesseret i løbet:

https://www.youtube.com/watch?v=7GtyQb_1KI4

Allerede langt inden starten går, har jeg besøgt toilettet op til flere gange. Sommerfugle i maven og samtidig har jeg nogle af sætninger fra foredragsholderen, Bart Yasso, ved den officielle pasta middagen dagen før, i hovedet. I dag vil jeg sætte personlig rekord, mit første marathon. 

Kl. 5:30 bliver der tømt lidt ud i området, hvor jeg står. Alle halvmaraton løberne bliver bedt om at gå hen mod start linen, da de bliver sendt af sted kl. 6 og vi andre på hel marathon bliver sendt af sted kl. 6:30.

Efter starten er gået for halvmaraton bevæger jeg mig hen til startlinien. Jeg stiller mig i 4:45 gruppen ned mod 5 timer Galloway gruppen (Galloway, en coach som tror på fastlagte løbe og gå intervaller hele vejen lige fra start til slut). Det skulle dog vise sig at være en fejl fra min side, da jeg ikke har trænet systemet hjemmefra.

Kl. 6:32 krydser jeg startlinien og vi er i gang. Jeg kender ikke ruten, selvom jeg dagen før lige har taget et billed af den, så jeg følger bare med strømmen af mennesker. 

Del 3 og sidste følger.

Jeg gjorde det. Del 1

 Jeg gjorde det. Men lige lidt fra før Space Coast marathon løbet.

 

Nu er det lige ved at være næsten. Marathon ligger lige rundt om hjørnet. I mit desperate forsøg på, at blive frisk, testede jeg noget natur medicin. Desværre var det ikke alt jeg kunne tåle. Mandag morgen vågnede jeg op med små knopper/blister på mine håndflader og på mine fodsåler. Det værste ved det var det kløede helt vildt, især på mine fødder. Bare det at strømperne lige rørte let, var det ved at drive mig til vanvid.

Det var den samme reaktion, jeg har fået før, når græs pollen sæsonen  har været på sit højeste eller hvis jeg har rørt ved nyslået græs. Og det var efter kun 2 dage med tabletter mod forkølelse og dråber mod ondt i halsen.

Privat foto: Udslæt/knopper

Jeg ved ikke helt hvilke at de to produkter, jeg reagerede over, men en af dem var det. Jeg skyndte mig mandag at droppe naturmedicinen, drikke en masse væske i forsøg på at skylle evt. medicin ud af kroppen. Samtidig fik jeg taget antihistaminer, som kunne tage den værste kløe og reaktion.

Min astma har jeg haft nogenlunde under kontrol med dobbelt op på den forbyggende medicin. Jeg skal dog sige at der har været nætter, hvor jeg har hostet. Men, det kunne være meget værre.

Så bare fordi noget er natur produkt, betyder det ikke nødvendigvis at alle kan tåle det og ikke risikere en allergisk reaktion.

Tilbage til marathon forberedelserne. Mental har jeg haft det lidt svært med ikke at få trænet de sidste par dage pga. sygdom. Inderste inde ved jeg godt, at der ikke var så meget mere fysisk jeg kan gøre. Træningen er forgået og det der skulle gøres, hvis det ikke var gjort er for sent. Der er ikke meget jeg kan gøre nu, end at blive ordentligt frisk til på den 30. november.

Til træningen og den fysiske form kan jeg sige, for dem som interesse sig det for tal og noget som er mere håndgribeligt end ”bare” krops fornemmelse. Mit estimeret VO2Max er steget med 2 henover sommeren og hvilepulsen er faldet med 3. Så det kan ikke være helt skidt med træning.

Nu gælder det de 42,2 km i Florida, Space Coast marathon. Jeg glæder mig, men har samtidig sommerfugle i maven.  For dem som tænker, hvad tænkte  hun dog på, da hun tilmeldte sig. Tanken har god dengang. Og nu gør jeg et forsøg på at gennemføre inden for tidsgrænsen. 

  

Nu er det snart marathon tid.

En uge til marathon

En uge til marathon.

Nu blev det så åbenbart min tur. Feber,  ondt i halsen og en smule snottet. Timingen passer mig ikke, men hvornår har man kunne bestille hvornår det var et godt tidspunkt at blive syg.

Min højeste prioritet er at forsøge at holde astmaen under kontrol. Dobbelt op på den forbyggende medicin, at jeg kan mærke små tegn på at det vil være en god ide. For alt i verden undgå at få hoste.

At løbe uden at have astmaen helt under kontrol og hoste, vil tage tappe alt for meget energi, og det vil være næsten umuligt at gennemføre 42,2 km tænker jeg.

I forbindelse med mit marathon i Florida har jeg været så heldig, at have fået lov til at teste Polar´s seneste model, M400. Jeg håber på, at få en masse data fra løbet jeg kan dele her på siden.

Jeg har de sidste par dage leget lidt med uret, for at lære det at kende inden racet. Mit motto, forsøg aldrig med nye tiltag på racedagen. Test skal foregå hjemmefra til træning.

Løbet bliver skudt i gang søndag morgen kl 6:30. Så det betyder at morgenmad skal være indtaget senest 2 timer før. Da jeg ikke kender morgenmaden eller ved om der er morgenmad allerede midt om natten, da der også er transport tid ud til selve startlinien. Derfor tager jeg også mine egne energibarer (RawBite) med til Florida og planen er at købe lidt "parat" havregrød (der skal bare hældes lidt kogende vand på og lad stå i et par min) pyntet med lidt banan og rosiner.

Jeg vil senere i min blog komme ind på eventyr og planer for 2015, men først 42,2 km, The Space Coast Marathon om en uge.

Petra ørken løb (den lange udgave)

Med 2 uger til marathon, ser det lovende ud. Jeg er heldigvis gået fri, indtil videre, for halsbetændelse, influenza og forkølelse. Astmaen har det fint.

Som lovet tidligere, den lange udgave af min tur til Jordan.

Så kom dagen endelig hvor turen går til Jordan og et adventure marathon ventede.

Tirsdag aften kl 21.50 landede jeg i Queen Alia Internationale lufthavn i Amman, Jordan. Efter 40 Jordanske Dinarer (JOD), som det koster at få turist visum til Jordan og min bagage var ankommet, går turen ud til mit hotel, Amman International Hotel. Et hotel jeg havde booket hjemmefra og som ikke var med i den pakke tur jeg havde købt hos Albatros adventure marathon.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forstillet mig Amman ville være, men jeg var lidt overrasket over at se alle de store internationale kæder af butikker og fast food restauranter som de fleste af os kender herhjemme og nogle kun kender fra USA, mens vi suser forbi, fortæller min chauffør om de forskellige bygninger vi passere på vejen fra lufthavnen ud til hotellet.

Hotellet ligger lidt afsidiget i forhold til Amman indre by, men det er meget pænt og har alle de moderne faciliteter man kunne tænke sig, gratis wi-fi, fitness rum og udendørs pool. Og måske som så mange andre hoteller i området, skal min bagage lige skannet og jeg selv skal lige gå igennem en skanner også (ligesom i security i lufthavnen) inden jeg ankommer til receptionen. Der bliver jeg mødt af meget flinke medarbejdere og senere kommer hotel manageren og giver mig hånden og byder velkommen. Det var lidt overraskende, da hotellet kostede 80 JOD for en overnatning.

Efter en god nats søvn, og morgenmåltid indtaget går turen over til Cham Palace Hotel (det hotel som var en del af pakken) efter lidt besvær med at finde det rigtige, da taxachaufføren ikke helt vidste hvilket et det var, men et telefon nr. og et opkald efter, er vi på vej.

På hotellet står Ali klar, vores guide på hele turen, som hjælper med at checke ind og fortæller hvad tid vi skal være i lobbyen dagen efter.

Resten af dagen går med lidt sightseeing i Amman, provianterer i det lokale supermarked på den anden side af hotellet og sørge for at være velhydreret. Temperaturen siger 29 grader i skyggen, dog med en meget lav luftfugtighed, så det er til at holde ud. 

Torsdag morgen skal alle i vores lille gruppe mødes for første gang. 11 nationaliteter er samlet og har et mål, at gennemføre Petra Desert marathon eller halvmaraton.  Vores bus holder og venter på os og vores bagage. På bus turen mod Petra, som ligger sydpå tager ca 3-4 timer ligger vi turen forbi Madaba og Mount Nebo. Vores guider Ali og Hakam fortæller om området og det kristne mindretal i området. Rart at se religioner side om side uden konflikter. Efter et besøg i en græsk ortodoks kirke og fortællinger om/fra et kort af mosaik går turen mod Petra. På vejen stopper vi dog ved et specielt mosaik værksted hvor vi får mulighed at se hvordan de bliver til og får samtidigt mulighed for at støtte projektet, og få souvenirs med hjem.

Om eftermiddagen ankommer vi til vores hotel lige i udkanten af Petra, Beit Zaman resort. Bygget som en gammel beduin landsby, rent, pænt og med rummelige værelse. En ultra kort joggetur/gå tur inden solen er gået ned blev det til i det meget kuperet landskab efter indcheckning.

Dagen tager vores guider os med ud til Petra (de fleste vil nok kende det fra Indiana Jones filmen, Indiana Jones and the last crusade) Inkluderet i pakken er en 3 dages billet til Petra, hvor vi får mulighed for at være turister og lære lidt om området, historie, nabataeans og beduiner. Petra er, en forsvunden by om først blev genfundet i år 1812 gemt i Jordan´s bjerge. Efter ca. 2 km når vi nok til meste kendte tempel, the Treasury.

Vi bevæger os længere ind i Petra og spiser frokost på et lokalt sted inden vores guide Hakam må forlade os, derefter er der egen tid. Vi skal bare være tilbage ved bus på et bestemt tidspunkt inden turen går tilbage til vores hotel, hvor race briefing venter senere på dagen, og det er også derfor vi får mulighed for at aflevere personlige fornødenheder. Jeg selv vælger en lille tube med solcreme, 2 electrolyte tabletter, 1 RawBite bar og en læbepomade med solfactor. Jeg informere også vores danske læge, som er med på turen, at jeg er astmatiker. Så er alt på rene. Derefter er der aftensmad med pasta retter blandt og en masse andet.

Lørdag morgen kl 4 har vores guide Ali arrangeret vækning. Efter en nat hvor jeg ikke sov specielt godt og jeg er i tvivl om, hvad jeg skal have på af overdel til løbet. En sort x-bionic, the Trick, teknisk kort ærmet eller en hvid x-bionic cykel singlet. Jeg beslutter mig på løbs morgenen at tage den sorte på, selvom vi havde fået at vide, at vi skulle overveje lyse farver. Jeg kommer senere ikke til at fortryde mit valg. Den kortærmede ”The Trick” fungerede perfekt med nedkøling i varmen. 

Efter en morgenmad er der kl. 5:30 afgang mod Petra visitor center. Der er der mulighed for at træde af, inden vi samlet bevæger os ind i Petra. Ca. 2 km inde på området efter vi igen har passeret ”The Tresuary” er startlinien. En lille gruppe på 50 løbere har besluttet sig for at prøve kræfter med Petra Desert marathon og halvmaraton distancen.

Kl. 6:36 starter jeg mit Polar V800 ur og vi bevæger os i samlet flok de første ca. 500 meter ud af området, derefter bliver løbet givet frit.

Terrænet skifter fra grus, asfalt og sand under hele ruten i dette betagende landskab, men bestemt ikke fladt.  Der er på ruten lagt et par grimme stigninger ind. Når man nu bevæger sig op, skal man også ned. Data fra mit V800 siger jeg har befundet mig i max 1403 meter, har bevæget mig 735 meter op og 465 meter ned.

Efter en udfordrende rute med masser af højdemeter op og ned nærmere jeg mig de sidste 3 kilometer. Jeg har undervejs glemt alt om sætte en OK tid, jeg skal bare gennemføre og nyde turen, så der bliver mulighed at tage fotos, video klips og hilse på et par lokale drenge som befinder sig på ruten.

Jeg føler mig på nuværende tidspunkt en smule brugt, desværre får jeg aldrig min personlige pose ude på ruten, så jeg må ”nøjes” med den drikkeflaske mikset med electrolyte, jeg har valgt at medbringe, udover de forplejninger/vand stop som er på ruten.

Med 3 kilometer tilbage er der ikke langt tilbage, tænker dig, og det begynder snart at gå ned, men jeg skulle blive klogere. Ved det sidste vand stop vælger jeg at droppe min drikkeflaske, da blandingen nu er så tynd, at det smager af lunken vand, hælder lidt vand udover min kasket og min trøje som jeg har gjort hele vejen for at temperaturen nede. Indtager noget vand og vælger at tage flasken med vand med mig. Vi er snart i mål.

På den meget stejle nedstigningen ser jeg på den anden side en løber kæmpe op af bakke. Man har fra løbs arrangørernes side lige lagt en lille godbid af en bakke, det ser nærmest ud som om, den stiger direkte op i himlen. Det er fuldstændigt umuligt for mig at løbe eller noget der minder om det på bakken. Efter opstigningen er begyndt kommer 1 kilometer mærket. Kun 1 kilometer mere, så er vi hjemme tilbage på hotellet. Det er også der mål er.

Jeg bider tænderne sammen og kæmper op, og har slet ikke overskud til at hilse på de lokale børn, som vinkler og siger ”Hello”. Efter bakken er overstående venter der en jævnstigning op til hotellet, jeg spejler efter pejle mærker. Mærker jeg har set på min rekognoscerings tur et par dage forinden. Så jeg ved at jeg er tæt på. Jeg ser et par containere på hver side af vejen, den ene står på fortovet og jeg kan huske at have set dem først. Jeg beslutter mig for at løbe det sidste stykke mod mål.  Efter 3 timer og 30 min er jeg langt om længe i mål. Jeg får hængt medalje om halsen og er super glad.

Efter lidt mere af drikke inklusiv en kold cola og en banan, taler jeg kort med vores danske læge som også var ude på ruten. Han fortæller mig, at jeg ser frisk ud og spørg til hvorfor jeg ikke er ude og løbe marathonen. Til det kan jeg kun smile.  Efter et hurtigt bad indtager jeg en del af den madpakke vi har fået ude ved målområdet, mens jeg og de andre hepper på andre løbere som kommer over mållinien.

Dagen efter løbet er der en fridag, hvor vi kan gøre hvad vi har lyst til. Jeg vælger at bruge lidt mere tid i Petra og udforske klosteret som ligger i en ekstreme ende af området Petra.

Albatros adventure marathon havde arrangeret en fejringsmiddag, som der stod i programmet, men jeg tror ingen af os havde regnet med det, der var i vente. Lille Petra efter lukke tid og mørket faldet på, med fløjtemusik under åbenhimmel efter at trådt ud på den røde løber med levende lys langs. Efterfulgt af et kæmpe buffet/fest middag med tilhørende techno musik.

Det er lidt surrealistisk at spise middag i ørkenen, med udkig til stjernebilledet Orion og mælkevejen.

Inden turen tilbage til Amman lagde vi et smut forbi the døde hav, det laveste punkt på jorden. Vi befandt os 389 meter under havets overflade. Jeg skal love dig for, at der er varmt der. Jeg til gerne sende en tak til Ole, Peter og Steve for at få denne landkrabbe i vandet.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke Adventure marathon, guide extrodinair Ali Mustafa og denne hele gruppe af fantastiske mennesker jeg har haft fornøjelse af at have mødt.

Derudover vil jeg gerne takke Polar Danmark, Premiumsport.dk og Rawbite for støtten.

4 uger til marathon

4 uger til marathon

Med kun 4 uger til marathon føler jeg mig ikke helt klar. Små skader som ømhed i venstre hofte og plantar fasciitis i min venstre fod, har gjort det at få kilometer nok i benene en smule udfordrende.

Billed lånt fra Space Coast marathon.

For snart nogle uger siden gennemførte jeg mit første Emitage løb, et løb på 13,3 km nord for København, i Dyrehaven. Noget af et fantastisk skue med så mange mennesker på en smuk efterårs dag.

privat foto: Fra Emitageløbet 2014, efter løbet.

I de kommende uger, kommer jeg til at teste forskellige metoder i mit forsøg på at gennemføre de 42 km. Jeg går og overvejer Jeff Galloway´s trænings metoder som består af løb, gå, løb osv. Samme metode anvender han på race dagen. Der vil til dette løb være, ud over fartholder som vi kender dem også være Galloway fartholdere. Så kommer jeg også til at teste mit indtag af forskellige energi undervejs samt beklædning.

Jeg ved, at forholdene vil være under en smule lunere vejr end det vi har herhjemme.

Astmaen har jeg formået at holde under kontrol, selv under en lille forkølelse.

Efter marathon i Florida, vil jeg løfte sløret for endnu et mål og en drøm jeg ikke har kunnet tro på.

Jeg har også lovet en længere version af mit eventyr i Jordan, som bliver mit næste indlæg.

Privat foto: The Treasury, Petra

Jeg ønsker alle en god og aktiv november, inden juleforberedelserne for alvor kommer i gang, i december.

Endnu gang tak til Polar Danmark, Raw-bite og X-Bionic Danmark/premiumsport.dk for støtten.

Jordan og et adventure marathon venter (den korte udgave)

Foto: Klosteret i Petra

Race briefing venter dagen før den store dag, hvor løbet skal foregå, og det er også der vi får mulighed for at aflevere personlige fornødenheder. Jeg selv vælger en lille tube med solcreme, 2 electrolyte tabletter, 1 RawBite bar og en læbepomade med solfactor. Jeg informere også vores danske læge, som er med på turen, at jeg er astmatiker. Så er alt på rene. Derefter er der aftensmad med pasta retter blandt andet.

Lørdag morgen kl 4 har vores guide Ali arrangeret vækning. Efter en nat hvor jeg ikke sov specielt godt og jeg er i tvivl om, hvad jeg skal have på af overdel til løbet. En sort x-bionic teknisk kort ærmet eller en hvid x-bionic cykel singlet. Jeg beslutter mig på løbs morgenen at tage den sorte på, selvom vi havde fået at vide, at vi skulle overveje lyse farver. Jeg kommer senere ikke til at fortryde mit valg. Den kortærmede ”The Trick” fungerede perfekt med nedkøling i varmen.

Foto: Privat. Ude på ruten.

Efter morgenmaden er der kl. 5:30 afgang mod Petra visitor center. Der er der mulighed for at træde af, inden vi samlet bevæger os ind i Petra. Ca. 2 km inde på området efter vi har passeret ”The Tresuary” er startlinien.

Foto: På vej mod startlnien

Foto: The Tresuary

En lille gruppe på 50 løbere har besluttet sig for at prøve kræfter med Petra Desert marathon og halvmaraton distancen.

Foto: Albatros Adventure

Kl. 6:36 starter jeg mit Polar V800 ur og vi bevæger os i samlet flok de første ca. 500 meter ud af området, derefter bliver løbet givet frit

Terrænet skifter fra grus, asfalt og sand under hele ruten i dette betagende landskab, men bestemt ikke fladt. Der er på ruten lagt et par grimme stigninger ind. Når man nu bevæger sig op, skal man også ned. Data fra mit V800 siger at jeg har befundet mig i max 1403 meter, har bevæget mig 735 meter op og 465 meter ned. 

Foto: Privat

Efter en udfordrende rute med masser af højdemeter op og ned nærmere jeg mig de sidste 3 kilometer. Jeg har undervejs glemt alt om sætte en OK tid, jeg skal bare gennemføre og nyde turen, så der bliver mulighed at tage fotos, video clips og hilse på et par lokale drenge som befinder sig på ruten. 

Foto: Privat

Foto: Privat. Hvid dromedar

Foto: Albatros Adventure

Jeg føler mig på nuværende tidspunkt en smule brugt, desværre får jeg aldrig min personlige pose ude på ruten, så jeg må ”nøjes” med den drikkeflaske mikset med electrolyte, jeg har valgt at medbringe, udover de forplejninger/vand stop som er på ruten.

Foto: Privat. Min drikkeflaske med electrolyte mix

Med 3 kilometer tilbage er der ikke langt tilbage, tænker dig, og det begynder snart at gå ned ad, men jeg skulle blive klogere. Ved det sidste vand stop vælger jeg at droppe min drikkeflaske, da blandingen nu er så tynd, at det mest smager af lunken vand, hælder lidt vand udover min kasket og min trøje som jeg har gjort hele vejen for at temperaturen nede. Indtager noget vand og vælger at tage flasken med vand med mig.  Vi er snart i mål.

Foto: Privat. Orange maling indikere retning og kan da kun bringe et smil på læben

På den meget stejle asfalteret nedstigning ser jeg på den anden side en løber kæmpe op af bakke. Man har fra løbs arrangørernes side lige lagt en lille godbid af en bakke til aller sidst også, det ser nærmest ud som om, den stiger direkte op i himlen. Det er fuldstændigt umuligt for mig at løbe eller noget der minder om det på bakken. Efter opstigningen er begyndt kommer 1 kilometer mærket. Kun 1 kilometer mere, så er vi hjemme tilbage på hotellet. Det er også der mål er.

Jeg bider tænderne sammen og kæmper mig op, og har slet ikke overskud til at hilse på de lokale børn, som vinker og råber ”Hello”. Efter bakken er overstået venter der en jævnstigning op til hotellet, jeg spejler efter pejle mærker, mens jeg bevæger mig nærmere et skridt af gangen. Mærker jeg har set på min rekognoscerings tur et par dage forinden. Så jeg ved at jeg er tæt på. Jeg ser et par containere på hver side af vejen, den ene står på fortovet og jeg kan huske at have set dem før. Jeg beslutter mig for at løbe det sidste stykke mod mål. Efter 3 timer og 30 min er jeg langt om længe i mål. Jeg får hængt medalje om halsen og er ovenud super glad. 

Foto: Albatros adventure

Foto: Albatros adventure

Efter lidt mere af drikke inklusiv en kold cola og en banan, taler jeg kort med vores danske læge som også var ude på ruten. Han fortæller mig, at jeg ser frisk ud og spørg til hvorfor jeg ikke er ude og løbe marathonen. Til det kan jeg kun smile. Efter et hurtigt bad indtager jeg en del af den madpakke vi har fået ude ved målområdet, mens jeg og de andre hepper på andre løbere som kommer over mållinien.

Dagen efter løbet er der en fridag, hvor vi kan gøre hvad vi har lyst til. Jeg vælger at bruge lidt mere tid i Petra og udforske klosteret som ligger i en ekstreme ende af området Petra. Ca. 850 trappetrin er der op.

Foto: Privat. Udsigt fra det højeste udsigtspunnkt

Foto: Privat. Udsigt fra det højeste udsigtspunnkt

Albatros adventure marathon havde arrangeret en fejringsmiddag, som der stod i programmet, men jeg tror ingen af os havde regnet med det, der var i vente. Lille Petra efter lukke tid og mørket faldet på, med fløjtemusik under åbenhimmel efter at trådt ud på den røde løber med levende lys langs. Efterfulgt af et kæmpe buffet/fest middag.

Det er lidt surrealistisk at spise middag i ørkenen under åben himmel, med udkig til stjernebilledet Orion og mælkevejen.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Adventure marathon, guide extrodinair Ali Mustafa og hele den gruppe af fantastiske mennesker jeg har haft fornøjelse af at have mødt.

Derudover vil jeg gerne takke Polar Danmark, Premiumsport.dk og Rawbite for støtten.