Så er løbet i gang.
Ruten består at to ud-og hjem omgange. Den til venstre for campen var
en op ad bakke mod lufthavnen, den bestod af en grusvej med sten og
stykker med sammenpresset sne. En truck var parkeret som mærket for
hvornår man skulle vende og løbe tilbage mod campen igen. Det var også
den lette del af omgangen, ca. 3 km alt i alt. Til højre fra campen
skulle man så ud på den anden del af ruten. En stejl bakke skal
forseeres, derefter var der 3 snedriver man skulle igennem. Der var kun
lige plads til en, så det blev en person af gangen, og man kan ikke løbe på
det stykke. Sneen gik fra knæ højde til op til livet. Derefter fulgte en
sten sti fyldt med sne og is, som senere smeltede og blev til slush og
mudder, som temperaturen steg i løbet af dagen,
efterfulgt af et fladt stykke, hvor vi var super heldige at se søløver og
pingviner.
Derefter går det op igen imod den kinesiske base og igennem basen ud på endnu en stensti med store sten. Lige præcis på dette stykke var der stor risiko for at vrække om. Derfra kommer endnu en truck til syne, det er vendepunktet. Alt i alt ca. 10,5 km, som er super hård. Ved bilen står DAP folk parat med noget vand og der er også et toilet telt, skulle man have brug for sådan et. Det fik jeg efter brug. Ikke specielt rart midt i et løb, at skulle træde af på naturens vegne.
Til løbet har jeg en lang armet x-bionic løbetrøje og min vinterløbe jakke, på benene har jeg valgt et par vinter løbetights og mine skal bukser. Bukserne er for at holde vind, mudder og sne ude. På fødderne har jeg et par vinter x-socks strømper på og mine trial løbesko, som desværre ikke er vandtætte.
Jeg kommer igennem først runde og vælger at dykke ind i vores telt for at hente mit kamera og telefon. Omgivelserne er helt fantastiske, desværre er mine ben ikke. Jeg kan mærke at trætheden stadigvæk sidder der og føler ikke rigtigt at jeg har noget at skyde med. Jeg har 10,5 km endnu, og jeg er mentalt presset på min tid. Jeg ved at tiden ikke betyder noget, men kan alligevel ikke lade være med at blive påvirket af den.
I messeteltet er der nu disket op med diverse energi produkter i form af varme drikke, juice, småkager og slik. Jeg prøver at fylde mine depoter med energi, drikker en kop varm te og får et par chokolade småkager ned. Sukkeret kvikker mig lige op, og jeg kan mærke at nu kan jeg lidt igen. Desværre holder kagerne ikke ret længe og jeg føler mig drænet for energi, benene er tykke. Jeg kommer ud på anden omgang og forsøger at småjogge op ad bakken på den let del af ruten. Benene vil bare ikke. Pga. mit nuværende tempo, synes jeg pludselig at kunne mærke den kolde vind.
Jeg vælger endnu en gang efter at være kommet forbi campen, at dykke i vores telt, for at hente min noget tyndere vinterjakke. Jeg har brug for noget til at vinde vinden ude. Jeg tænker op endnu en gang i messeteltet og begiver mig ud på de sidste ca. 7 km, men nu er temperaturen steget lidt og det er begyndt at tø. Det der tidligt på morgen var frosset is og sne er nu blevet små bække af smelte vand. Ikke altid til at se, da overfladen nogen steder stadigvæk består af et nu tyndt lag sne. Jeg træder igennem på vej op mod den kinesiske base, med min ene fod. Nu har jeg en våd sko og strømpe. Jeg bliver ved med at bevæge mig for ikke at blive kold, og det går lige. Mit joggeri er nu blevet til gågang, der er ikke mere tilbage. Jeg forsøger flere gange, men efter 15-20 meter vil benene ikke, så jeg bliver nødsaget til at gå. Så for at undgå også at blive våd på den anden fod, så er ruten ikke længere så lige til, små omveje for at undgå det værste mudder og bække af vand. Jeg registrere på mit Polar V800 GPS at have tilbagelagt 21.89 km.
Da jeg endelig ser vore målstreg tænker jeg næsten hjemme, men det snyder lidt. Til briefingen aftenen før har vi fået at vide, at efter vi har gennemført vores hele omgange skal vi lige ud forbi det henholdsvis lyserøde og orangeflag, som er plantet på den første del af ruten inden vi vender om og kommer i mål. Det er lige for at få de sidste par 100 meter mere.
Aldrig har jeg været så glad for at se en målstreg. Jeg får hængt min Antarktisk medalje om halsen, men ved stadigvæk ikke om det var min 6. eller 7. kontinent, da jeg ingen medalje fik dagen før. Jeg spørg pænt vores tidtager om mit løb i Chile gælder. Han svarer fik du en medalje? Til det må jeg svare nej, men jeg får hurtigt indskydt, men jeg fik noteret en tid. Han fortæller mig så, at så gælder den. Antarktisk blev mit 7. kontinent. Jeg har nu gennemført to halve marathons indenfor 24 timer og nu alle 7.
Glad bevæger jeg mig hen til teltet og får et par tørre sokker på, min vandre støvler og min NorthFace Himalaya Parka. Jeg bemærker ikke at min vabel fra dagen før, nu er blevet til en blodvabel, da kulden har bedøvet min følelser i mine tæer.
I messeteltet begynder folk så småt at provianterer. Der er lavet en frokost pose til hver deltager med noget juice, sandwich, trialmix, chokolade bar, energi bar og chips. Der kommer stadigvæk løberer ind som lige skal have lidt energi, inden de bevæger sig ud på ruten igen. For os, som vi er færdige, får vi mulighed for at se pingviner, hvis du har lyst. I grupper af 10 bevæger vi os sammen med vores DAP guide ned mod en ventende zodiac båd, for at sejle over til en af de nært liggende øer for, at se en pingvin koloni yngle. En fantastisk oplevelse at se i naturen.
Vejrguderne har været med os, vi kan se at alle får lov at gennemfører, deres respektive distancer, inden vores fly kommer og henter os. Vi skal tilbage til Chile senere på dagen.
Med hvad nu med Punta Arenas, Chile løbet .... Sidste del.
