Rejsen frem mod målet. Sidste del.

Fotograf: Jakob Urth

Til aftensmaden sidder jeg og prikker til maden. Har næsten ingen appetit, så jeg kæmper for bare, at få lidt ned i maven. Derefter beslutter jeg mig for, at trække mig tilbage til teltet for at slappe lidt af, samle kræfter i mine ben, som på det tidspunkt føltes godt brugte allerede og forsøger på, at få noget søvn i bare 3-4 timer, inden vi bliver vækket kl. 22:30 og der bliver tid til en kop te inden afgang mod toppen kl. 23:30.

Desværre får jeg ikke sovet i de 3-4 timer. Min hvilepuls ligger, såvidt jeg husker på 112 slag/min. Dvs. langt langt over normalen. Da vi får besked på, at nu er det tid til, at komme ud af teltene har jeg besluttet mig for at have 4 lag tøj på overkroppen og 3 lag på benene.

På overkroppen har jeg en langærmet Icebreaker uld baselayer, en tyk fleecetrøje, en ultra let dunjakke 850+ og en skaljakke med foer yderst. På benene har jeg et par Icrebreaker 200 lange uld baselayer, plus et par ekstra Icebreaker 260 i nummeret større, så de kan trækkes udenpå det første par og til sidst et par Gore-tex skalbukser, som holder vinden ude.

På fødderne har jeg et par Icrebreaker uld vandresokker i mine støvler, på hænderne et par the NorthFace handsker med foer og på hovedet en windstopper Haglöfs fleecehue og en pandelampe med helt friske batterier i. I dag ville jeg nok tag et par luffer med. Frøs faktisk lidt om mine fingre på natbestigningen mod toppen.

I min dagtursrygsæk har jeg 1 liter vand blandet med energidrink i en 1 l Nalgene drikke flaske, som ikke er fyldt helt til toppen, så vandet har mulighed for at bevægelse, så det ikke fryser helt til is. Jeg anvendte den, da den tåler kogende vand og holder tæt. Min 2 liter Nalgene drikkesystem med slange til anvendte jeg ikke til topbestigningen, da vandet fryser til is i slangen, hvis jeg glemmer at skubbe vandet tilbage i camelbaggen. Derudover havde jeg en del barer med i rygsækken, trial mix, solcreme, sunblocker til læberne og et par oakley solbriller. Inde på kroppen, i lommen på dunjakken har jeg en 0,5 l Nalgene flaske med energidrik, så den er nem at komme til og ikke fryser til, sammen med en energibar.

Kl. ca. 23:30 er der afgang. Jeg tror vi var nogen af de første som drog afsted mod toppen. Tempoet er helt naturligt "pole pole." På vejen kan jeg mærke at hovedpinen tager til, selvom jeg allerede før afgang havde taget en panodil og kvalmen sniger sig små småt ind på mig.

Vi bevæger os op mod toppen med en del pauser, hvor der bliver tid til lidt hvile, få tanket lidt op i form af energibarer og andet. Jeg har ingen appetit, men får efter råd fra Jakob alligevel klemt en energibar ned over to omgange sammen med lidt energidrik og en håndfuld trial mix, medbragt hjemmefra.

I 4.850 meter har vores ass. guider og chefguide overskud til at synge og optræde lidt for os. Det løfter lige humøret et par grader. Og jeg undrer mig stadigvæk i dag over den energi og det overskud de havde. Kæmpe respekt for dem!

I mens vi bevæger os meget langsomt mod toppen, bygger trykket sig inde i mig og ved 5.200 meter skal jeg kaste op. Den ene energibar og lidt energidrik, som det er lykkedes mig at få ned, kommer op igen og jeg har det elendigt. Kort efter at jeg har kastet op, får jeg det umiddelbart bedre, men jeg kæmper med træthed. Jeg er faktisk så træt, at jeg ønsker bare, at kunne få lov til at lukke mine øjne i bare 2 sekunder. Men guiderne insistere på, at vi ikke lukker øjnene.

På vejen kæmper jeg videre og jeg kan også høre, at jeg ikke er den eneste som må kaste op. Der er andre på bjerget, som også kæmper med højdesymptomer.

I pauserne kommer der opmuntring fra guiderne, turleder og de i gruppen som har overskud, det hjælper. Især Jesper i gruppen er en stor støtte. Han får sagt noget til mig, som får mig til, at grave dybt dybt inde i mig selv. Noget som giver mening for mig. To sætningen: "No u-turns" og "Eyes wide open." Begge sætningen forbinder jeg med Chris MacDonald, som har været en stor støtte for mig i hele dette forløb.

"No u-turns" er blevet brugt i min coaching og"Eyes wide open" er en sætning, som har en dobbelt betydning for mig. Selvfølgelig den første, om ikke at lukke øjnene bogstavlig talt. 

Fotograf: Jakob Urth

Kl. ca. 3 om natten, kan vi se frem til en kop varm te, at varme os lidt på, som guiderne har medbragt fra Barafu camp. Utroligt hvad en kop te i en porcelæns kop kan gøre på et bjerg midt om natten. Igen, en kæmpe overraskelse og helt utroligt hvad de gør for os.

Lige nu ser jeg bare frem til, at solen kommer frem, men der er lige et par timer til. Så der er fokus på bare, at tage et skridt af gangen. Jeg får kæmpet mig igennem trætheden og prøver, at anvende mine vandrestave aktivt til at hive mig op, med et let skub fra en af ass. guider engang i mellem. Armene er jo ikke blevet brugt ret meget på turen, så de kommer til hjælp nu. Alle fysiske og mentale ressourcer der findes bliver brugt på nuværende tidspunkt.

Kl. er lidt i 6 om morgenen, da vi når Stella Point, 5.748 meter på kraterkanten. Solen er endnu ikke kommet frem, og vi sætter os ned til et velfortjent hvil. Igen kommer guiderne med opmuntring, om vi alle når toppen. Ved Stella Point ser vi det mest fantastiske syn.

Solopgang 

Nu er der kun ca. en times vandring mod Uhuru Peak, det højeste punkt i Afrika. 5.895 meter. Solen er nu fremme og det løfter lige humøret mere end et par grader og stædigheden om ikke, at give op så tæt på, er stærk.

Glacier på vej op til Uhuru Peak

Kl. 7:00 den 2. august 2011 står jeg på Uhuru Peak, og en drøm er gået i opfyldelse. En blanding af følelser vælter helt ukontrolleret frem. Jeg registrere slet ikke, at min krop også reagerer fysisk på højden, udover træthed og lettelse. Jeg har nu været vågen i 25 timer.

Fotograf: Jakob Urth

Væske ophobning i mine hænder og mit ansigt pga. højden. Dette registrere jeg faktisk først på vej ned til Barafu camp i 4.600 meter, hvor der venter 1-1,5 times hvil og lidt forfriskning, inden der skal pakkes og vi bevæger os ned til Mweka camp i 3.100 meter. Der er det først rigtigt sikkert for os at sove.

Vi ankommer til Mweka camp sent eftermiddag, hvor der venter os te, kaffe og middag. Kl. 19:58 tirsdag aften ligger jeg i min sovepose og kan se frem til 10 timers søvn. Aldrig har jeg sovet så godt og dybt.

Sidste vandredag starter tidligt. Vi bliver vækket kl. 6 og vores tasker skal igen pakkes. Alt er total støvet og beskidt både indvendigt og udvendigt. Her til morgen er hele vores crew samlet: Bærerer, kok, ass. guides og chefguide. Der bliver delt drikkepenge ud, som Jakob heldigvis har pakket i kuverter til hver enkelt person. Derudover har vi i gruppen valgt, at donerer det vi nu kunne. Energibarer, energidrink, batterier, pandelygte, gaiters, drikkedunke og tøj blev fordelt primært til vores bærerer.

Der blev kvitteret med en sang, hvorefter der var en 3-3,5 timers vandretur ned gennem regnskoven til Mweka Gate i 1.980 meter. Der er vandrestave virkelig til hjælp. Især mine fødder var temmelig medtaget og hævet. Jakob havde delvist tapet mine fødder og tæer ind i sportstape på turen. I regnskoven fik vi let regn, ikke noget af betydning som sådan, bortset fra mudder op til knæhaserne på vores bukser. Ellers havde vi perfekt vejr med solskin og næsten ingen vind på hele turen.

Lidt væk fra Mweka Gate ventede vores minibus tilbage til Springlands Hotel i Moshi. Jeg tror vi alle så frem til et bad og den Kilimanjaro øl, vi havde talt om siden vi ankom til hotellet første gang.

På hotellet kunne man heldigvis købe klip klappere, selvom de mindste de havde var 4 nr. for store til mig, bruger normalt strørrelse 36, skulle jeg bare have dem til den nette sum af 3 dollars. Mine fødder var som sagt hævet og med vabler, så jeg kunne slet ikke overskue, at skulle have sko på eller forsøge på det. 

Om aftenen spiser vi på en restaurant udenfor vores hotel i byen Moshi, som vi bliver kørt ud til. Under middagen deler Jakob, Topas turleder diplomer ud til hver deltager sammen med en lille tale til hver af os. Efter middagen får vi mulighed for at smage på en lokal spiritus Konyagi. Det smager lidt som gin. Vi bliver hentet i minibus efter vores restaurant besøg og kørt tilbage til vores hotel.

Dagen efter checkede vi ud af hotellet, og tog på en lille Safari forsmag i en firhjulstrækker og for mit vedkommende stadigvæk iført mine meget for store lyserøde klip klappere, som først bliver skiftet ud i Kilimanjaro lufthavn til et par klipklappere i min størrelse, som jeg fandt i en af butikkerne.

En tur til Arusha National Park. En park uden rovdyr, så ingen løver, geparder, hyæner, men aber, giraffer, flodheste, flamingoer, zebraer osv. inden turen gik til Kilimanjaro lufthavn og en lang flyvetur hjem.

Hævelsen i mine fødder, hænder og ansigt er nu helt væk. Der er kun et par vabler tilbage, lidt støv under neglene stadigvæk, lidt ømme knæ og træthed i kroppen.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til, at takke Kristian, Anette, Jørn, Sidsel Marie og Jesper, I har været de bedste. Jakob, Topas turleder for nogle dybe samtaler og opmuntring. Bærerne og guiderne, I har min dybeste respekt. Og sidst men ikke mindst Chris MacDonald for, at have været min støtte igennem hele projektet.

Også tak til Martine og David fra Astma og Allergiforbundet.

1.000 1.000 tak til jer alle!!

Jeg har valgt, at dedikere bestigningen til min mor, Cal og Jack.