Det er med en lidt underligt fornemmelse, at sidde her en måneds tid efter hjemkomsten fra Mt. Kilimanjaro. Jeg kigger stadigvæk på mit diplom, som hænger på min væg med mit navn på hvor der står, at jeg har nået toppen. Lidt ubegribeligt nogen gange.
Den første uge gik med, at pleje mig selv. Som jeg har nævnt tidligere på bloggen havde jeg vabler, ømme knæ og lidt hævede fødder. Derudover oplevede jeg en generel træthed i kroppen, som varede en god uges tid.
I forløbet op til afrejsen har jeg været så fokuseret på forberedelsen og selve oplevelsen/bestigningen har været så intens, at jeg sad med en lidt tom fornemmelse efter at have gennemført projektet. Alt den tid jeg havde investeret og så var hele forbi så hurtigt. Hvad nu?!
Jeg kan nu afsløre, at jeg arbejder på en ny udfordring. Det skal dog ikke bare være for udfordringens skyld, men også noget jeg virkelig gerne vil. Måske det bliver et bjerg mere. Jeg er ikke blevet skræmt, snarer tværtimod, og har helt sikkert mod på mere bjerg og eventyr. Så pt. researches der på et muligt nyt eventyr.
Men mere om min nye udfordring i min næste blog.
Derudover er jeg blevet spurgt om hvem de personer som jeg har valgt, at dedikere min Kilimanjaro bestigning til er. Min mor og Cal er, to personer som har tabt kampen mod kræft og Jack kæmper mod kræft på 4. år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar