Glædelig jul & godt nytår

2015 byder på nye mål og drømme. Tak fordi du/I læste med. Jeg er dybt taknemmelig.

Pas godt på hinanden derude.

Glædelig jul & godt nytår ønskes I alle!



Billede lånt fra internettet.

Jeg gjorde det. Del 3 og sidste

Min beslutning om at ligge sammen med Galloway gruppen bliver svær for mig. Jeg har utroligt svært ved at finde min egen rytme. Jeg hører alarmer på intervaller som jeg ikke har indøvet. Pludselig holder folk op med at løbe, de går, lige på slaget. Lidt efter hører jeg alarmerne igen og folk sætter i løb. Ca. 5 km inde i løbet kan jeg slet ikke finde ud af det, jeg træffer en ny beslutning, hvis jeg skal gå, bliver det ved hvert depot stop. Der er 25 depoter på ruten, ca. for hver mile (1.6 km) Maratonen er på 42.2km eller 26.2 miles. Jeg ved med mig selv at jeg kan løbe ca. 1,7 km uden at stoppe, og med det tempo jeg har sat, vil der stadigvæk være energi tilbage efter at have passeret halvmaraton mærket.

Jeg har sat min lid 100% på depoterne på ruten. Jeg har ingen væskebælte på eller geler med mig. Det skal senere vise sig til det event, at det ikke var helt den rigtige beslutning.

Da løbet er skudt i gang kl. 6:30 er solen endnu ikke stået op, så jeg nyder en faktisk solopgang tidligt ude på ruten, og bliver samtidigt varmet op, da jeg har stået og frosset inden løbet. Mens jeg løber hører jeg pludseligt et par som råber, at de ser en delfin. Jeg skynder mig at kigge ud på vandet og ganske rigtigt når jeg at få et glimt af en rygfinne inden den forsvinder ned i vandet igen.

Foto: solopgang mellem der løbes

Ved 10 km mærket, er alt godt. Tempoet er ok, føler faktisk at jeg kan blive ved. Jeg har besluttet at drikke ved alle depoter, da temperaturer hurtigt stiger, vand ved alle stop og Gatorade ved hvert andet stop. Jeg begynder at savne lidt energi i form af sukker, da jeg har hørt fra alle jeg kender, som har gennemført et maraton, at man skal indtage det tidsnok inden det er for sent. Først ved 10 miles mærket, er der geler, i form af mærket, GU. Jeg kender ikke GU, så jeg er lidt forsigtig med det, for lige at se hvordan min mave reagere på det. Det ser ud til at virke for mig, ingen problemer der. Kun smagen på den første gel er noget specielt, Vanilla Bean. Hmm. Men ned kommer den sammen med vand. 

Jabba the Hut fra Star Wars deler vand ud ved et af depoterne

Med udsigt til pelikaner på ruten

Solen er nu for alvor fået magt, varmen og luftfugtighed spiller nu en rolle. Mens, træningen har foregået i lange ærmer og tights herhjemme, er jeg i Florida. Min krop har ikke tilvænnet sig til træning/løb i det der minder om dansk sommer, op mod 24-25 grader i skyggen og med en relativ høj luftfugtighed, så jeg sveder og har det lidt med varme. Jeg hælder lidt vand ned over min ”Trick” løbe t-shirt. Det hjælper lidt.

Jeg når 21.1 km eller halvvejs. Jeg tænker at det er det længste jeg har løbet til et løb. Der er stadigvæk overskud.

Tilføj billedtekst

Nu er jeg snart på vej til ny personlig rekord, maraton. Jeg passere endnu et depot og fortsætter til omkring 26 km/16 miles mærket. Der hører jeg mit højre knæ poppe og jeg mærke en skarp smerte. Jeg må lige ned og gå og tænker, hvad var det.

Imens jeg går, prøver jeg at finde ud af hvad der skete. Jeg kan pt. ingenting se, så jeg forsøger at sætte i gang igen med løbet, men må forsøge at jogge i stedet, da jeg har meget ondt i knæet.

Det går kun i kortere tid med at jogge, indtil knæet gør for ondt, så må jeg ned og gå igen. Ved ca. 30 km mærket, må jeg indse at jeg simpelthen ikke kan løbe/jogge mere. Mit knæ gør nu så ondt og er nu hævet, at jeg bliver tvunget til at gå.

Der er langt hjem, 12.2 km har jeg endnu. Tankerne er mange, hvad nu?  Skal jeg fortsætte eller stoppe. Jeg vil ikke gøre skaden værre, men jeg kan nu godt tænke mig den super coole store medalje, og tanken om at have gennemført et maraton. Jeg beslutter mig for at så længe jeg kan gå, er vi stadigvæk i bevægelse fremad. Dog langt fra i det tempo jeg godt kan tænke mig. 

Jeg spørg ved hvert depot, om det er nogen som har Biofreeze, et smertestillende middel, som jeg kan få på mit knæ, men ingen har det eller siger at det har de ved næste depot.

Det sværeste for mig et det mentale, jeg ser mennesker passere mig, som jeg normalt ville kunne følge med eller endda passere, som jeg bare må lade komme forbi mig og se forsvinde ude i horisonten.

Med 5 km til mål er der en af mine meddeltager som får så ondt af mig. Han har hørt mig spørge efter det smertestillende middel og han kommer over til mig og siger, at jeg må få hans sidste Biofreeze gel. Han har haft 4 med til løbet og han skal nok komme igennem de sidste 5 km uden, siger han. Desuden ligner jeg en, som har mere behov for det end han har, siger han. Jeg takker mange gange og må se ham forsvinde ud i horisonten, jeg kan ikke følge med ham.

Endeligt nærmere jeg mig mål, jeg kan se den murstens belagte sti hen til mållinen, samtidigt ser jeg flere fotografer. Jeg beslutter mig for, at jeg ikke skal gå, når der er fotografer, så jeg bider tænderne sammen og sætter i noget der minder om løb, de sidste måske 100 meter. Det gør ondt, men tilskuerne hepper og kommer med opmuntrende ord. 

Jeg passer mållinen, og får hængt medaljen som halsen. Tiden bliver 6:24. Ikke det jeg gik efter. Rigtigt mange følelser kommer op, inden/mens jeg bliver behandlet i Medic-teltet, en stor pose is, får jeg på mit knæ.

Privat foto: Følelserne sidder ude på tøjet. Har lige passeret mål.

Foto: Mit officielle Finisher foto med en pose is på knæet

Jeg gjorde det. Jeg kom i mål inden den officielle cut-off tid på 7 timer.

Jeg gjorde det. Del 2

Jeg gjorde det. Del 2

Klokken er 2:45 om morgenen, søndag den 30. november. Vækkeuret på telefonen siger, at nu er det tid til at stå op. Min krop har slet ikke lyst. Og i et kort øjeblik fortryder jeg, at jeg har tilmeldt mig. Jeg vil meget hellere sove.

Men jeg kommer ud af sengen og forsøger at vågne. Da jeg ikke er den store morgenmads spiser lige ud af sengen, jeg skal lige have lidt tid til at vågne først, kæmper jeg lidt med tanken om min morgenmad. Den består af havregrød fra tankstationen i nærheden af hotellet, som bare skal have lidt kogende vand på og røres rundt i. Dog har jeg dagen før ved morgenmads buffeten på hotellet taget en banan og en lille pakke rosiner med op på værelset.

Det går lige at få noget havregrød ned, pyntet med lidt banan og rosiner. Jeg ved at jeg skal have mere at spise, så jeg kaster mig over min favorit RawBite bar, en bar jeg har taget med hjemmefra. Der er ingen grund til at spise noget, man synes bare er ok, hvis man er småt spisende så tidligt om morgen, så man kan lige så godt tage noget med, man kan lide. Baren bliver skyllet ned med en flaske blå Gatorade. Hellere ikke min favorit drink til morgenmad, men jeg overbeviser mig selv om, at det er for mit eget bedste.

Tøjet, jeg skal have på har jeg allerede lagt frem aftenen før. Det er blevet lidt af en tradition for mig at tage et billede at mit grej før race dagen. Så ingen store beslutninger der, bare på med det. 

Foto: Før race gear foto.

Kl. ca. 4 begynder de første shuttle busser at køre i pendulfart mellem officielle løbs hoteller og race site. Der er ca. 20-25 min kørsel fra mit hotel, Radisson til startområdet. På expo ´en har vi alle fået en race pose. En gennemsigtig pose, hvor alle vores ting vi ikke ønsker at tage med ud på ruten, skal lægges ned i, påklistret et nummer magen til startnummer, til senere afhentning. 

Indgang til Space Coast marathon Expo.

Nede i startområdet begynder det så småt at summe af liv. Jeg tænker, løbere må være A-mennesker. Alle virker relativt friske. Jeg er ikke, men jeg er der. Heldigvis er der lidt at se på i området, da temaet er ”Rummet”. Nogle er klædt ud til løbet, da der også gives en pris til bedste udklædning. Her er langt flere ”almindelige” mennesker end jeg har set til andre løb. Ikke så mange atleter lignede typer med kompressionstøj og sokker. Nogle kvinder har taget et tutu skørt på, med rumtema og farvestrålende hårbånd. Jeg er primært iklædt sort, med en x-bionic vest som bryder det sorte. Jeg selv ser nok lidt mere "europæisk" almindelig ud, dog med en undtagelse, jeg har to pulsure på, et på hvert håndled. Mit V800 og en hvid M400, jeg har fået lov at teste for Polar.  Men "europæisk" har jeg hørt fra rigtigt mange af mine Amerikanske venner, da vi elsker farven sort, hvad angår påklædning. Måske der kan være noget om det.

Foto: Lånt fra video link. Start området før starten.

Link til Space Coast Marathon 2014 video, hvis nogen er interesseret i løbet:

https://www.youtube.com/watch?v=7GtyQb_1KI4

Allerede langt inden starten går, har jeg besøgt toilettet op til flere gange. Sommerfugle i maven og samtidig har jeg nogle af sætninger fra foredragsholderen, Bart Yasso, ved den officielle pasta middagen dagen før, i hovedet. I dag vil jeg sætte personlig rekord, mit første marathon. 

Kl. 5:30 bliver der tømt lidt ud i området, hvor jeg står. Alle halvmaraton løberne bliver bedt om at gå hen mod start linen, da de bliver sendt af sted kl. 6 og vi andre på hel marathon bliver sendt af sted kl. 6:30.

Efter starten er gået for halvmaraton bevæger jeg mig hen til startlinien. Jeg stiller mig i 4:45 gruppen ned mod 5 timer Galloway gruppen (Galloway, en coach som tror på fastlagte løbe og gå intervaller hele vejen lige fra start til slut). Det skulle dog vise sig at være en fejl fra min side, da jeg ikke har trænet systemet hjemmefra.

Kl. 6:32 krydser jeg startlinien og vi er i gang. Jeg kender ikke ruten, selvom jeg dagen før lige har taget et billed af den, så jeg følger bare med strømmen af mennesker. 

Del 3 og sidste følger.

Jeg gjorde det. Del 1

 Jeg gjorde det. Men lige lidt fra før Space Coast marathon løbet.

 

Nu er det lige ved at være næsten. Marathon ligger lige rundt om hjørnet. I mit desperate forsøg på, at blive frisk, testede jeg noget natur medicin. Desværre var det ikke alt jeg kunne tåle. Mandag morgen vågnede jeg op med små knopper/blister på mine håndflader og på mine fodsåler. Det værste ved det var det kløede helt vildt, især på mine fødder. Bare det at strømperne lige rørte let, var det ved at drive mig til vanvid.

Det var den samme reaktion, jeg har fået før, når græs pollen sæsonen  har været på sit højeste eller hvis jeg har rørt ved nyslået græs. Og det var efter kun 2 dage med tabletter mod forkølelse og dråber mod ondt i halsen.

Privat foto: Udslæt/knopper

Jeg ved ikke helt hvilke at de to produkter, jeg reagerede over, men en af dem var det. Jeg skyndte mig mandag at droppe naturmedicinen, drikke en masse væske i forsøg på at skylle evt. medicin ud af kroppen. Samtidig fik jeg taget antihistaminer, som kunne tage den værste kløe og reaktion.

Min astma har jeg haft nogenlunde under kontrol med dobbelt op på den forbyggende medicin. Jeg skal dog sige at der har været nætter, hvor jeg har hostet. Men, det kunne være meget værre.

Så bare fordi noget er natur produkt, betyder det ikke nødvendigvis at alle kan tåle det og ikke risikere en allergisk reaktion.

Tilbage til marathon forberedelserne. Mental har jeg haft det lidt svært med ikke at få trænet de sidste par dage pga. sygdom. Inderste inde ved jeg godt, at der ikke var så meget mere fysisk jeg kan gøre. Træningen er forgået og det der skulle gøres, hvis det ikke var gjort er for sent. Der er ikke meget jeg kan gøre nu, end at blive ordentligt frisk til på den 30. november.

Til træningen og den fysiske form kan jeg sige, for dem som interesse sig det for tal og noget som er mere håndgribeligt end ”bare” krops fornemmelse. Mit estimeret VO2Max er steget med 2 henover sommeren og hvilepulsen er faldet med 3. Så det kan ikke være helt skidt med træning.

Nu gælder det de 42,2 km i Florida, Space Coast marathon. Jeg glæder mig, men har samtidig sommerfugle i maven.  For dem som tænker, hvad tænkte  hun dog på, da hun tilmeldte sig. Tanken har god dengang. Og nu gør jeg et forsøg på at gennemføre inden for tidsgrænsen. 

  

Nu er det snart marathon tid.