Jeg gjorde det. Del 3 og sidste

Min beslutning om at ligge sammen med Galloway gruppen bliver svær for mig. Jeg har utroligt svært ved at finde min egen rytme. Jeg hører alarmer på intervaller som jeg ikke har indøvet. Pludselig holder folk op med at løbe, de går, lige på slaget. Lidt efter hører jeg alarmerne igen og folk sætter i løb. Ca. 5 km inde i løbet kan jeg slet ikke finde ud af det, jeg træffer en ny beslutning, hvis jeg skal gå, bliver det ved hvert depot stop. Der er 25 depoter på ruten, ca. for hver mile (1.6 km) Maratonen er på 42.2km eller 26.2 miles. Jeg ved med mig selv at jeg kan løbe ca. 1,7 km uden at stoppe, og med det tempo jeg har sat, vil der stadigvæk være energi tilbage efter at have passeret halvmaraton mærket.

Jeg har sat min lid 100% på depoterne på ruten. Jeg har ingen væskebælte på eller geler med mig. Det skal senere vise sig til det event, at det ikke var helt den rigtige beslutning.

Da løbet er skudt i gang kl. 6:30 er solen endnu ikke stået op, så jeg nyder en faktisk solopgang tidligt ude på ruten, og bliver samtidigt varmet op, da jeg har stået og frosset inden løbet. Mens jeg løber hører jeg pludseligt et par som råber, at de ser en delfin. Jeg skynder mig at kigge ud på vandet og ganske rigtigt når jeg at få et glimt af en rygfinne inden den forsvinder ned i vandet igen.

Foto: solopgang mellem der løbes

Ved 10 km mærket, er alt godt. Tempoet er ok, føler faktisk at jeg kan blive ved. Jeg har besluttet at drikke ved alle depoter, da temperaturer hurtigt stiger, vand ved alle stop og Gatorade ved hvert andet stop. Jeg begynder at savne lidt energi i form af sukker, da jeg har hørt fra alle jeg kender, som har gennemført et maraton, at man skal indtage det tidsnok inden det er for sent. Først ved 10 miles mærket, er der geler, i form af mærket, GU. Jeg kender ikke GU, så jeg er lidt forsigtig med det, for lige at se hvordan min mave reagere på det. Det ser ud til at virke for mig, ingen problemer der. Kun smagen på den første gel er noget specielt, Vanilla Bean. Hmm. Men ned kommer den sammen med vand. 

Jabba the Hut fra Star Wars deler vand ud ved et af depoterne

Med udsigt til pelikaner på ruten

Solen er nu for alvor fået magt, varmen og luftfugtighed spiller nu en rolle. Mens, træningen har foregået i lange ærmer og tights herhjemme, er jeg i Florida. Min krop har ikke tilvænnet sig til træning/løb i det der minder om dansk sommer, op mod 24-25 grader i skyggen og med en relativ høj luftfugtighed, så jeg sveder og har det lidt med varme. Jeg hælder lidt vand ned over min ”Trick” løbe t-shirt. Det hjælper lidt.

Jeg når 21.1 km eller halvvejs. Jeg tænker at det er det længste jeg har løbet til et løb. Der er stadigvæk overskud.

Tilføj billedtekst

Nu er jeg snart på vej til ny personlig rekord, maraton. Jeg passere endnu et depot og fortsætter til omkring 26 km/16 miles mærket. Der hører jeg mit højre knæ poppe og jeg mærke en skarp smerte. Jeg må lige ned og gå og tænker, hvad var det.

Imens jeg går, prøver jeg at finde ud af hvad der skete. Jeg kan pt. ingenting se, så jeg forsøger at sætte i gang igen med løbet, men må forsøge at jogge i stedet, da jeg har meget ondt i knæet.

Det går kun i kortere tid med at jogge, indtil knæet gør for ondt, så må jeg ned og gå igen. Ved ca. 30 km mærket, må jeg indse at jeg simpelthen ikke kan løbe/jogge mere. Mit knæ gør nu så ondt og er nu hævet, at jeg bliver tvunget til at gå.

Der er langt hjem, 12.2 km har jeg endnu. Tankerne er mange, hvad nu?  Skal jeg fortsætte eller stoppe. Jeg vil ikke gøre skaden værre, men jeg kan nu godt tænke mig den super coole store medalje, og tanken om at have gennemført et maraton. Jeg beslutter mig for at så længe jeg kan gå, er vi stadigvæk i bevægelse fremad. Dog langt fra i det tempo jeg godt kan tænke mig. 

Jeg spørg ved hvert depot, om det er nogen som har Biofreeze, et smertestillende middel, som jeg kan få på mit knæ, men ingen har det eller siger at det har de ved næste depot.

Det sværeste for mig et det mentale, jeg ser mennesker passere mig, som jeg normalt ville kunne følge med eller endda passere, som jeg bare må lade komme forbi mig og se forsvinde ude i horisonten.

Med 5 km til mål er der en af mine meddeltager som får så ondt af mig. Han har hørt mig spørge efter det smertestillende middel og han kommer over til mig og siger, at jeg må få hans sidste Biofreeze gel. Han har haft 4 med til løbet og han skal nok komme igennem de sidste 5 km uden, siger han. Desuden ligner jeg en, som har mere behov for det end han har, siger han. Jeg takker mange gange og må se ham forsvinde ud i horisonten, jeg kan ikke følge med ham.

Endeligt nærmere jeg mig mål, jeg kan se den murstens belagte sti hen til mållinen, samtidigt ser jeg flere fotografer. Jeg beslutter mig for, at jeg ikke skal gå, når der er fotografer, så jeg bider tænderne sammen og sætter i noget der minder om løb, de sidste måske 100 meter. Det gør ondt, men tilskuerne hepper og kommer med opmuntrende ord. 

Jeg passer mållinen, og får hængt medaljen som halsen. Tiden bliver 6:24. Ikke det jeg gik efter. Rigtigt mange følelser kommer op, inden/mens jeg bliver behandlet i Medic-teltet, en stor pose is, får jeg på mit knæ.

Privat foto: Følelserne sidder ude på tøjet. Har lige passeret mål.

Foto: Mit officielle Finisher foto med en pose is på knæet

Jeg gjorde det. Jeg kom i mål inden den officielle cut-off tid på 7 timer.