Lidt drama til sidst

Chris taler om det vi skal passe på med, at sige til os selv.

Mandag eftermiddag blev jeg ringet op af Topas som beklageligt måtte meddele, at Chris ikke kommer til, at deltage på turen pga. sygdom. Han er blevet frarådet at deltage på bestigningen af sin læge. Der røg min mentale støtte, tænkte jeg som det første. Der skal ikke herskes nogen tvivl om, at jeg har sat min lid til Chris, skulle jeg få problemer. Nu ser det ud til, at jeg må klare mig med Topas´ turleder på denne tur.

Jeg har heldigvis fået en masse værktøjer, som jeg helt klart kommer til, at anvende på turen. Chris har forsikret mig om, at der er 3 faktorer, som kan spille ind vedr. min astma. 1) Fysisk anstrengelse. 2) Pollen. 3) Nerver.

1) Jeg er blevet testet hårdere i forbindelse med min fysiske træning, end den fysiske anstrengelse jeg kommer ud for på turen, og jeg har bestået, UG med kryds og slange. Så det skulle ikke blive noget problem.

2) Græs pollen kommer ikke til at spille nogen rolle, når vi kommer over en vis højde.

3) Nerver i forbindelse med det mentale, kommer jeg til at praktisere det Chris har lært mig. Såsom jeg kan, jeg vil og hu-ah.

Disse 3 faktorer har givet mig lidt ro og en tro på, at det nok skal gå alt sammen.

Jeg er dog super ærgelig over og ked af, at Chris ikke kan deltage på denne tur, men man er ikke herre over hvornår man bliver syg. Det kommer som regel altid på et dårligt tidspunkt.

Det ville have været så stort, at dele oplevelsen og forhåbentlig nå målet med Chris, som har været min store støtte gennem hele dette projekt og at skulle testes på denne måde, må jeg indrømme passer mig ikke helt. Føler mig lige nu lidt som en fugleunge der ikke er helt flyveklar, men skal ud og teste opdrift og måske stifte bekendskab med Newtons lov om tyngdekraft for første gang. Jeg vil helt sikkert have ham med i mine tanker op mod toppen og måske der i fremtiden vil blive mulighed for lave en bestigning med ham, hvem ved.

Nu venter jeg spændt med sommerfugle i maven. Har lige checket-ind fra min computer og i gang med at pakke alt det som pt. ligger i bunker. Glæder mig til en rejse og oplevelse jeg sent glemmer. Håber også at lære noget om mig selv, og måske endda flytte mine grænser for hvad jeg gik og troede jeg kunne og kunne ikke.

Tror ikke, at jeg kommer til at sove ret meget, men så bliver der muligvis en chance for en lur på flyet, når vi først er i luften og hvis vi ikke støder på lufthuller undervejs.

Så er det ved at være snart

Duffel taske, rygsæk, sovepose, vandrestave, drikkesystem, dunjakke, pandelampe, gaiters og liggeunderlag. Bare noget af det jeg skal have med.

I søndags fik jeg besked fra Topas om, at flybilletten nu kunne udskrives. Wuu-huu!!!

Ventetiden er nu snart ved, at være ovre og jeg er super spændt og nu med sommerfugle i maven. Det eneste er dog, at jeg ikke er specielt begejstret for at flyve. Det vil nok komme bag på mange, specielt dem som kender mit rejsemønster, men det er ude af min komfortzone hver eneste gang. Så det bliver min aller første udfordring, men da jeg ikke har nogen kontrol over det, prøver jeg at give slip.

Som jeg har luftet tidligere er jeg begyndt, at forsøgs pakke og checke at udstyret fungerer. Jeg fandt i mine gemmer et Therm-a-rest reparations kit, hvilket fik mig til at tænke, at det nok var en rigtig god ide, at finde ud om mit liggeunderlag holder tæt. Hvorfor skulle jeg ellers have et reparations kit?! Heldigvis ser det sådan ud efter, at den fik lov at ligge en halvdags tid pustet op. Py-ha! Derudover, har jeg også skulle have en kompressionspose til min nyerhvervet meget varme sovepose. Den pose som fulgte med soveposen fungerede simpelthen ikke for mig. Jeg brugte en masse kræfter på, at få den til at kunne være i posen, hvilket var en kamp. Og det vil nok se lidt mærkeligt ud, hvis jeg ikke kan pakke min egen sovepose ned, uden hjælp. Smiler. Så jeg gik efter en stor kompressionspose med straps syet fast på posen. Det kan jeg i øvrigt kun anbefale.

Træningen har i denne uge bestået af interval træning eller hu-ahh!! træning som jeg kalder det. Det bliver aldrig nogensinde min favorit træning, det kan jeg sige med sikkerhed, uanset hvor mange gange jeg træner det. Men formålet med intervaltræning er at forbedre konditionen - den maksimale iltoptagelse. Se tidligere indlæg for beskrivelsen af hu-ahh!!  http://astma-allergi.blogspot.com/2011/06/vilje-og-mal_11.html

Der har også været et lille bump på vejen frem mod afrejse. Mit knæ har været en smule irriteret, så det er blevet til et par dage uden træning, efter samråd med Chris. Vi ønsker på ingen måde nogen skader, så trænings strategien har været meget konservativ.

Da jeg også er lidt af et mad-øre, det kan jeg lige så godt indrømme, har jeg også fået kigget lidt på snacks. Min favorit müslibar skal nu købes ind, så de er med i rygsækken. Trial mix med mandler, valnødder, rosiner, tørret ingefær, blåbær og jordbær skal da også med på turen. Der kommer nok også lidt af det usunde med f.eks. Oreo kiks og mørk chokolade. Men alt med måde!

Nu er der snart kun en ting at sige. Turen går mod Kilimanjaro onsdag morgen og målet rykker væsentlige tættere på. 1000 tak for opbakningen og bloggen fortsætter efter hjemkomsten fra Tanzania.