Forskel på at blive forpustet og at have astma

Næsten 8 uger er gået med ”ro” oveni de oprindelige 3 måneder siden diagnosen den 2. august. Alt i alt ca. 7 måneder med en brækket knogle i min højre fod, da jeg ikke gik til lægen med det samme.

Konsekvensen af min skade har været stort set ingen fysisk træning eller i meget begrænset omfang i hvert fald. Dette kan jeg blandt andet mærke ved, at jeg bliver hurtigere forpustet og skal anstrenge mig mere for, at gøre de samme ting som tidligere og samtidigt kan jeg se det på vægten, 5 kg er det blevet til, eller en 9% vægtforøgelse. Noget som jeg har svært ved at acceptere.

Med en måned mere inden den næste skanning i januar, er jeg så småt begyndt at få min krop op i omdrejninger igen. Jeg har faktisk helt glemt, hvor øm man bliver i kroppen og hvor hårdt det er at komme i form igen. Hive efter vejret, ikke pga. astma, men bare dårlig form. 

Privat foto: Dagens træning.

Jeg lader mig ikke forskrække af, at blive forpustet, da jeg mener at have nogenlunde styr på min astma, dog skal jeg dog indrømme at hosten om natten og trykken for brystet, ikke er helt ukendt for mig hellere. Men jeg har været heldigt, at det har jeg fået rimeligt hurtigt styr på.

I den kommende tid, går det langsomt med en ikke vægtbærende træning og ikke for mange bevægelser i selve fødderne, som også bliver min  kredsløbstræning. Udover dette er der blevet trænet lidt overkrops styrketræning for at blive strammet lidt op og i et forsøg på at forbrænde bare lidt kalorier.

Hvis du er blevet inspireret til at komme i form sammen med mig og du lider af astma, vil jeg anbefale at have din medicin med dig alle vegne. Jeg selv tager min forbyggende medicin dagligt efter de anbefaler min læge har givet mig. Derudover har jeg min anfalds medicin, Bricanyl inhalator med alle vegne inklusiv i fitness centret. Sammen med min iPod, mit Polar puls ur og bælte er det bare standard for mig. Rigtigt rigtigt mange gange har jeg faktisk ikke behov for Bricanylen, men den er min forsikring. Og pga. den tør jeg mere.

Privat foto: Selfie fra fitness centret

Så hvis dit nytårs forsæt er, at komme i form eller blive bare lidt mere aktiv kræver det nok, at du har en slagplan som er så deltaljeret, at den bliver målbar.  Ikke bare, at nu vil jeg til at træne eller bevæge mig mere.

Min personlige plan er at træne så meget som min fod tillader mig uden tilbagefald og helst så foden fortsat har mulighed for at hele, og så er det bare at vente til januar.

Med det vil jeg ønske dig og dine en glædelig jul.

Mindre end 5 måneder til VM i halvmarathon

Privatfoto.

Med mindre end 5 måneder til min næste udfordring, VM i halvmaraton i slutningen af marts i København, er det træls, at måtte meddele at genoptræningen nu igen er sat på hold.

En skanning, knogleskintigrafi fra sidste uge, viste produktion af ny knogle. Desværre for mig er resultatet ikke entydigt. Så der anbefales en ny test om ca. 3 måneder.

Da jeg stadigvæk har smerter i foden, der hvor bruddet er og anbefaling fra min læge stadigvæk er ro, må jeg bare sande, at min tålmodighed virkelig bliver sat på prøve her. Men intet er skidt uden at være godt for noget andet. Jeg har haft tid til, at komme på flere udfordringer, eventyr og test af egne grænser, som jeg pt. går og overvejer. Mere om det senere.

Jeg er blevet spurgt af forskellige mennesker om hvad det er for en skanning, jeg har fået foretaget, så derfor en kort beskrivelse af den.

Hvad er knogleskintigrafi:

Dette er en test, hvor et radioaktivt kemisk stof sprøjtes ind i blodstrømmen sammen med saltvand. Derefter venter man ca. 2 timer så det kan blive optaget i knoglerne. Kemikaliet fæstner sig til områder, hvor der er høj produktion af ny knogle, hvilket normalt indikerer en eller anden knogleskade. Et gammakamera bruges derefter til at påvise det kemiske stof i knoglevævet, og der skabes et digitalt billede.

Genoptræning

Puha. 3 måneder er nu gået med stortset ingen træning pga. skader, 5. metatarsal fraktur og senere plantar fasciitis oveni.  Lægens ordre var: Ro. Det kan i hvert fald ses på vægten og føles på tøjet. Alting synes at stramme mere end det plejer.

I den forgangne uge er der blevet trænet en lille smule med nye løbesko, selvom jeg mest af alt har lyst til at give den max gas.  Det er blevet til meget korte løbeture med gå interval i mellem, så det føles lidt som at starte forfra.  Forpustet blev jeg også, og med høj puls, ikke at forveksle med astma anfald.

Alt dette for ikke at gå for hurtigt frem, da jeg stadigvæk har ømhed/smerter i min højre fod.  For at give mig feedback og data anvender jeg stadigvæk mine Polar værktøjer som for længst er blevet fast udstyr i forbindelse med træning. 

Pga. af ømhed/smerter skal jeg inden for nærmeste fremtid have fortaget en avanceret røntgen af foden. Så jeg må vente lidt i endnu med at give den gas og tålmodigheden kommer igen på prøve.

Hvad angår nye udfordringer og eventyr har jeg besluttet, at 2014 skal byde på udfordringer, ikke så meget i højderne, som det plejer at være men, med en halvmaraton, VM i halvmaraton på dansk jord, nærmere i København og en fuld maraton sidst på året.

Tålmodighed er en dyd.

Der har den sidste måned været lidt stille her på bloggen.

Efter min hjemkomst fra Japan fik jeg endeligt taget mig sammen til at få skaden/ømheden i min højre fod tjekket. Som nogen ved, er det noget jeg har døjet med et stykke tid nu.

Et besøg hos egen læge endte med en henvisning til at få taget røntgen. Så en fredag morgen i august sidder jeg og venter på at få røntgen fotograferet min fod, som jo heldigvis er smertefrit næsten, undtagen da min fod skal drejes og det område hvor ømheden er, rammer pladen på briksen. Efter ca. 5-10 min. ventetid tilbage i venteværelset er dommen klar. Ham som har taget billederne kommer ud og siger, at det ser ud som om, at jeg har en brækket en knogle i min fod, men han skal lige have en læge til at kigge på billederne.

Allerede der tænker jeg, at det ikke er godt. Jeg har aldrig brækket noget før. Inden jeg når at tænke ret mange andre tanker om hvad nu, kommer han tilbage med meddelelsen fra lægen. Den er brækket. 

I hånden har han en CD med billederne på, som jeg får med hjem. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke hvad min fraktur hedder. Jeg afventer besked fra min læge om hvad der nu skal ske. Af ren nysgerrighed slår jeg bruddet op på nettet efter at have studeret billederne. En 5. Metatarsal Jones fraktur. Beskeden kommer et par dage efter. Minimum 6-8 ugers ro.

Min plan om at deltage ved Copenhagen Powerade halv maraton den 15. September er nu skudt i sænk. Øv, hvor træls!

Tålmodighed er en dyd, er der nogen der siger. Så det prøver jeg.

Turen til Mount Fuji-san i Japan. Del 3 ud af 3

1. del af ruten inden topbestiningen. Data fra mit Polar RC3 GPS ur sammen med google map

Stigning i højdemeter. Data fra mit Polar RC3 GPS ur

Link til data:
https://www.polarpersonaltrainer.com/shared/exercise.ftl?shareTag=fdf61ebddea015b18e342166d807fb85dea015b18e342166d807fb85

Kl. 2 om natten bliver alle vækket og det er tid til, at få gjort sig klar til topbestigningen. Indtil videre havde vi været forskånet for trængsel på bjerget, det skulle dog ikke fortsætte sådan. Kl. ca. 2.30 er gruppen klar, vores guide, Brent gør det klart, at det er vigtigt, at vi bliver samlet i en gruppe og ikke bliver spredt fra hinanden. Med pandelamperne tændt kan vi se en slange af mennesker som alle bevæger sig op mod toppen. Brent vælger på en del af vejen mod toppen at tage en lidt anden rute op, som er knap så trafikeret, så vi har mulighed for at være samlet. Jævnligt bliver vi talt, for at sikre at vi alle er der. Lige inden vi når toppen tager vi en lidt længere pause, stadigvæk på det tidspunkt er solen ikke stået op endnu. Grundet til pausen der, at vi ville være i læ for den evt. kolde vind på toppen, mens vi ventede på solen.

Foto: Privat. Solopgang

Ca. 4.15 står vi på toppen, 3.776 meter og kan se solopgang fra toppen af Japan´s højeste bjerg, Mount Fuji.

Foto: Privat. Mig på toppen af Mt. Fuji

Efter at have set solopgangen venter der os morgenmad på toppen og vi kan bagefter nyde at stå på toppen lidt endnu, inden en kort briefing om at vi kun er halvvejs. Vi skal også ned igen. 

At komme ned fra toppen går væsentlige hurtigere. Det samme grus som man hele tiden blev ved med at glide ned af på vej op, virker nu som en dæmper på de skridt ned af bjerget, som faktisk skåner knæene en del.  Ca. 4 timers nedstigning hvor det kun går ned af venter. Kl. ca. 10 står vi tilbage ved Subashiri 5. station, der hvor det hele begyndte dagen før.

Benene var en smule trætte på dagen, da de samme muskler grupper blev brugt hele tiden. FMG havde forslået inden turen gik til Mount Fuji, at vi afsluttede med et besøg i et traditionelt japansk bad/hot spring, et Onsen. Jeg tror alle satte pris på, at få vasket støvet af, at få løsnet lidt op i musklerne i det varme vand og den efterfølgende frokost vi besluttede at få på stedet efter badet, inden turen gik tilbage til Hotel Keio Plaza Shinjuku, Tokyo.

Tilbage står jeg nu med minder fra en fantastisk rejse på alle måder. Jeg har mødt en masse fantastiske mennesker på min vej, set og oplevet en verden forskellig fra den jeg er vant til her i Danmark. Jeg vil gerne takke deltagerne på denne tur, alle de mennesker jeg har mødt på min vej, FMG for at støtte ”Over Cancer Together” kampagnen i Japan og for turen, Polar for puls- og gps værktøj i forbindelse med min træning og på tur, Peak Performance for bjerg beklædning.  Jeg er taknemlighed for, at have fået lov til at aflægge Mount Fuji-san et besøg.

Jeg håber denne blog har inspireret til, at mulighederne som astmatiker ikke behøver at være mindre end for ikke astmatikere.

Turen til Mt. Fuji-san i Japan. Del 2 ud af 3.

Fredag morgen kl. 7.15 ankommer jeg til Hotel Keio Plaza Shinjuku, Tokyo, som er møde stedet for os deltagere på denne private Mount Fuji tur, hvor de fleste er ”Cancer Survivors” dvs. mennesker som har vundet kampen over kræft sygdommen.

Fuji Mountain Guides (FMG), det firma som vi har valgt, at bruge til denne tur har støttet ved at donere 10% af prisen på denne tur til kampagnen i Japan ”Over Cancer Together”.

Mødet på hotellet er også første gang jeg skal møde mange af deltagerne og vores amerikansk- og japansk talende guide, Brent. Der er dog et par kendte ansigter blandt, Binzee, Damien og Manami. Gruppen består hovedsagligt at japansk talende og ganske få engelsk talende. Jeg selv er i den sidst nævnte gruppe, selv om alle jeg har mødt har tiltalt mig på japansk, den japansk talende stewardesse ombord på flyet, butiksass., hotel personale og personalet på små spisesteder, indtil det er gået op for dem, at jeg ikke forstod dem.

Da vi alle er samlet bliver der hurtigt lavet en lille introduktion af hver af os inden turen går ud til den private bus som venter på os foran hotellet.

Efter et hurtigt stop ved et shopping center for at proviantere går turen videre i bussen ud til Mount Fuji Subashiri 5. station. Stationen ligger i 2.000 meters højde. Her er knapt så overrendt, som ved den meget populære 5. station. Efter en kort pause, hvor der bliver mulighed for at lige at tisse af, købe lidt souvenir og osv er det tid til få udleveret en lille nød pakke som (FMG) har sørget for og en kort briefing med tips og evt. forbyggelse af vabler.

Gruppe billed på 5.station

Fremme venter der ca. 1-1.5 times vandring ud af Subashiri stien inden det er tid til frokost ved 6. station. Frokosten er ca. en time, så der er tid til at få spist og se sig lidt omkring inden vi bevæger os videre. 

Toppen i baggrunden

Tempoet er stabilt, da vi først får bevæget os ud af skoven og ud på de nøgne stier, hvor det for alvor begynder at gå op ad på grusstier. Stort set hele vejen går det op ad, kun ved stationerne er der et fladt plateau og hele tiden tager man et skridt op/frem for kun at glide et halv skridt tilbage. Selve bestigningen er ikke på noget tidspunkt teknisk og vi var super heldige, at have perfekt vandre vejr. Kl. ca. 18.10 ankommer jeg til vores mountain lodge på 8. station. Gruppen er blevet spredt en smule ud, da højden begynder at påvirke nogle af deltagerne, så alle tager det i det tempo, de synes de kan overskue. Det vigtigste er bare at komme ind inden det bliver mørkt, da der bliver koldt. 8. station ligger i 3.450 meter, derfra er der kun 326 meter til toppen. Jeg selv har kun en anelse hovedpine og en smule forhøjet puls. Hovedpinen har stortset fortaget sig inden topbestigningen.

Mount Fuji´s egen skygge taget ved solnedgang

Aftenen går med at få energi depoterne tanket op, Mountain lodge japansk karry ret med en kødbolle og to små pølser, vand og et stykke mini Fuji sandkage. Derefter går turen ned i de soveposer om ligger på køjesengen (en stor køjeseng, hvor folk ligger tæt ved siden af hinanden). Støvlerne stiller man udenfor sovesalen/soveområdet.

I nat venter topbestigningen.

Turen til Mt. Fuji-san i Japan. Del 1 ud af 3.

Søndag formiddag står jeg i Københavns Lufthavn ved baggage drop. Selve check-in har jeg gjort hjemmefra på computeren dagen i forvejen og med et mobil boarding kort er jeg klar.

Første delen af turen går til Helsinki i Finland, hvor jeg har to timer inden jeg skal boarde på et fly og 9 timer 30 min. flyvetur venter til Narita International lufthavn ca. 60 km udenfor Tokyo.

Narita International lufthavn

Efter det sædvanlige ritual med immigration og told kontrol går turen mod Tokyo i orange limousine busser, da det helt klart er den billigste løsning, 3.000 yen eller ca. 170 dkk for en enkelt billet. Taxa kørsel er ekstremt dyrt havde jeg fået at vide hjemmefra og en tur fra lufthavnen til Tokyo ville hurtigt koste mellem 20.000-25.000 yen/ca. 1.100-1.400 dkk.

Efter et par dage i Tokyo som jeg hurtigt fik brugt på sightseeing, sætte mig ind i metro tog systemet, som er ret nemt og er punktligt, når man lige får lært det og hænge ud med mine frivillige Livestrong leaders til en Japansk baseball kamp, baseball er en stor sport i Japan, er jeg klar til Mount Fuji. Bjerget har stået på min liste over ting/steder jeg gerne vil opleve.

Tokyo set fra Tokyo bugt

Aftenen før bestigningen går med, at pakke alt hvad jeg skal bruge på bjerget. Alt hvad jeg skal bruge af personlige ting, lidt mad, snacks og væske skal være i den 33 liter rygsæk jeg har medbragt og mit Polar RC3 GPS får lige den sidste batteri opladning, så ruten optages så den kan oploades senere.

Bestigningen af Fuji skal foregå over to dage, dvs. med en overnatning i mountain hut, så sovepose var ikke nødvendigt. Nu venter bjerget, Japan´s tag og som også er på UNESCO´s verdensarv liste.

Astmaen har det fint, dog skal jeg lige akklimatisere til den asiatiske sommer, som er varm og med høj luftfugtighed.

I morgen venter Mount Fuji.