lørdag den 18. juni 2011

2. formøde med Topas, Chris MacDonald og en fælles træning

Jakob, turleder fra Topas
Træning i løbet af ugen, har bestået af lette og relativ korte omgange kredsløbstræning, undtagen i dag, som var en super hård træning, det skal jeg da love for. Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg sidst har været så presset. Men en fed fornemmelse bagefter, at have gennemført. Sidder i skrivende stund med meget tunge og trætte ben. Skulle næsten tro, at jeg havde fået blylodder om dem.

I dag var dagen for anden og sidste formøde med Topas og Chris MacDonald, inden vi mødes igen i Københavns lufthavn en tidlig morgen i slutningen af juli. Dagen startede med et kort foredrag med Chris suppleret af Jakob fra Topas i FitnessDK Nygårdsvej på Østerbro i København, efterfulgt af en spørgerunde. Der blev talt om mentalitet, tøj, duffel taske, vaccinationer og malaria piller blandt andet. Efterfølgende sørgede Jakob for, at der var noget mad til os efter træningen med Chris.

Chris fortæller om, hvor vigtigt mentalitet er på turen
Vi var blevet bedt om med kort varsel, at tage rygsæk og vandrestøvler med til dagens fællestræning, med da ikke alle deltagere havde købt eller taget dem med, var der en lille ændring i planen for træningen. Træningen startede med en 3 km joggetur fra FitnessDK og ud til Charlottenlund Fort, efterfulgt af trappetræning på en den høje trappe. Løbe op af trappen og gå ned var 1 omgang. Dette skulle så gentages 25 gange efterfulgt af en kort drikkepause, så vi ikke blev kolde. Derefter stod den på mere trappetræning. Nu skulle vi fra den anden side af bakken, op af trapperne, hen over græsset, ned af den trappe, vi lige havde taget 25 gange, op og tilbage hen over græsset, ned af trappen der hvor vi startede. Dette var så 1. runde. Igen skulle dette gentages 25 gange. Alle gennemførte dagens træning, og efter en kort drikkepause blev der jogget 3 km tilbage til FitnessDK i et meget langsomt tempo, da jeg var træt. Tror nok, det blev til 2,5 times træning alt i alt. Sjovt, som man glemmer, hvor langt man er kommet og hvor langt der er igen, når man virkelig er presset. Jeg tænkte kun på, at komme igennem næste runde. Det var alt, jeg kunne forholde mig til. Små delmål.

I FitnessDK ventede der så en sandwich og lidt mere vand til os. Der blev talt lidt om løst og fast inden vejene skiltes. Nu ser vi ikke hinanden før afrejse i Kastrup lufthavn. Det har været fedt, at møde Jakob, Chris og ikke mindst de andre deltagere på turen, inden vi skal afsted. Tror det bliver en uforglemmelig oplevelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar